Asien: Boet gøres op efter volatilt første halvår
30/6 06:42
De asiatiske aktier ligger blandet mandag morgen, hvor investorerne er ved at gøre boet op efter første halvår.
Og det har været en halvår med store udsving ikke mindst i Tokyo, hvor det toneangivende Nikkei-indeks først droppede næsten 30 pct. inden et spektakulært opsving eliminerede hele tabet og lagde mere oven i, så indekset kan slutte af med en stigning over de seks måneder på omkring 2 pct.
Samme store udsving blev set i Hongkong, hvor der først var 25 pct. stigning efterfulgt af et massivt og lynhurtigt drop i samme størrelsesorden inden indekset igen kravlede op og nu kan afslutte første halvår med et plus på knap 20 pct.
En stor del af de voldsomme udsving har været dikteret af den amerikanske præsident Donald Trumps tilnærmelsesvis kaotiske handelspolitik med massive toldsatser og utallige U-vendinger, der endnu ikke har kastet nogle substantielle aftale af sig.
Nu afventer investorerne udviklingen i de mange løbende handelsforhandlinger mellem USA og stort set resten afverden, inden præsident Trumps 90 dages midlertidige udskydelse af de massive toldsatser udløber om halvanden uge.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan viger 0,2 pct.
Samtidig står amerikanske aktier til nye stigninger mandag, hvilket i så fald vil katalysere rekorder i såvel S&P 500-indekset som Nasdaq-indekset. Futures indikerer en positiv åbning med plusser på 0,4-0,6 pct. i New York senere på dagen.
I Japan fortsætter begejstringen og Nikkei 225-indekset fortsætter op efter at have krydset 40.000-mærket for første gang i fem måneder fredag.
Indekset stiger 1,5 pct., og Topix-indekset følger med med et plus på 0,7 pct.
De kinesiske markeder er blandede. I Hongkong ligger Hang Seng indekset med et tab på 0,4 pct., mens blue-chipindekset CSI 300 holder skindet på næsen og Shanghai Composite stiger på 0,2 pct.
I Taipei falder Taiex-indekset 0,6 pct., mens Kospi-indekset i Seoul stiger 0,8 pct.
Singapores Strait Times er så godt som uændret, mens Sydneys ASX 200-indeks lukker med et plus på 0,5 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +1,5 |
Topix | +0,7 |
Hongkongs Hang Seng | -0,4 |
China Shanghai Composite | +0,2 |
China CSI 300 | 0,0 |
Taiwan Taiex | -0,6 |
Sydkoreas Kospi | +0,8 |
Indiens BSE Sensex | -0,3 |
Singapores STI | 0,0 |
Sydney ASX 200 | +0,5 |
.\\˙ MarketWire