Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Pandoras anbefaling sænkes i afventende marked

1/7 07:31

Pandora, Lundbeck, Zealand Pharma og Mærsk har fået nyt fra analytikerne, mens Vestas og Ørsted stadig kan lide under, at arbejdet med få stemt den amerikanske skattepakke igennem stadig er i gang.

- I skrivende stund falder aktiefutures svagt. Investorerne sidder i venteposition, da det havde været ventet, at Repræsentanternes Hus skulle stemme om Trumps skattepakke i nat. Demokraterne trækker dog tiden ved at komme med ændringsforslag, påpeger seniorøkonom i Sydbank, Mathias Dollerup Sproegel, i en dugfrisk kommentar til tirsdagens finansielle marked.

Mens der var rekorder på Wall Street mandag, så endte det samlede C25-indeks 1 pct. lavere i 1706,35, hvilket er 4 pct. lavere end ved indgangen til 2025.

Tirsdag morgen peger de amerikanske indeks dog ned med 0,1-0,2 pct., mens den tyske Dax-future stiger 0,1 pct.

På makrofronten fylder en foreløbig opgørelse over udviklingen i forbrugerpriserne i eurozonen i juni. Denne opgørelse er den sidste væsentlige inflationsindikator inden Den Europæiske Centralbanks næste rentemøde den 24. juli, hvor markedet i øjeblikket forventer en fastholdelse af renten efter rentenedsættelsen i starten af juni.

Fra USA lander der i eftermiddag ISM-erhvervstillidsopgørelse for fremstillingssektoren, der er blandt de vigtigste indikatorer for aktiviteten i amerikansk økonomi. Eftermiddagen byder også på et af ugens vigtigste nøgletal fra det amerikanske arbejdsmarked: Jolts-rapporten (Job Openings and Labor Turnover Survey) fra det amerikanske arbejdsministerium. Det er en forløber for arbejdsmarkedsrapporten, der rammer torsdag eftermiddag, da fredag er helligdag i det amerikanske på grund af 4. juli.

PANDORA VINGESKYDES

Der er analysenyt til flere selskaber, som investorerne kan læne sig op ad tirsdag.

Pandora har fået sænket anbefalingen for aktien til "hold" fra "køb hos ABG Sundal Collier. Kursmålet er samtidig reduceret til 1150 kr. fra 1200 kr.

Den canadiske bank RBC har omvendt skruet kursmålet op til 1100 kr. fra 1050 kr., hvor anbefalingen uændret er "sector perform", fremgår det af Bloomberg News.

Smykkeaktien steg mandag 0,1 pct. til 1112 kr.

Zealand Pharma har fået indledt analysedækning af investeringsbanken BNP Paribas Exane med den positive anbefaling "outperform", viser data fra Bloomberg News.

Kursmålet for aktien sættes samtidig til 905 kr. af analytiker Kirsty Ross-Stewart. Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på hele 155 pct. i forhold til lukkekursen mandag, da aktien faldt 1,4 pct. til 354,70 kr.

Også Lundbeck er kommet ind i folden hos BNP med anbefalingen "neutral", og et kursmål på 38 kr.

Lundbeck steg mandag 1,7 pct. til 36,36 kr.

Mærsk har fået hævet kursmålet med 500 kr. af Morgen Stanley til 11.700 kr, men anbefalingen "undervægt" gentages.

Mandag faldt Mærsks B-aktie 2,8 pct. til 11.775 kr.

Og for NKT ser Jefferies, at intensiveret konkurrence i lav- og mellemspændingsforretning, Applications, kan fortsætte. Jefferies sænker kursmålet for NKT-aktien til 527 kr. fra 542 kr. og gentager anbefalingen "hold".

NKT faldt 1 pct. mandag til 512,50 kr.

VESTAS OG ØRSTED FORTSAT I VENTEPOSITION

Vestas-aktien faldt markante 8 pct. til 95,02 kr. mandag, da Senatet i Washington i weekenden stemte en ny version af den omfattende lovpakke - ofte omtalt "Big Beautiful Bill" - hjem. Og den indeholder flere negative elementer for vindindustrien.

Lige nu skal Reporæsentanternes Hus stemme om lovpakken - men afgørelsen trækkes i langdrag.

Vestas rammes, fordi den nye lovpakke viser, at tilskud til opførelsen af vindparker udløber allerede i 2027. Samtidig risikerer vind- og solprojekter ifølge avisen Wall Street Journal at blive pålagt yderligere skat fra 2027, hvis projekterne bruger en vis andel kinesiske komponenter.

Ørsted tabte 3,7 pct. til 272 kr.

.\\˙ MarketWire