Obligationer/åbning: Rente i ro forud for inflationstal - tunge centralbankfolk taler også
1/7 08:53
Handlerne er en smule afventende tirsdag morgen, hvor renten på den ledende tiårige statsobligation falder et enkelt basispoint til 2,53 pct. i forhold til mandagens niveau.
Det er inflationen i juni i eurozonen, der tiltrækker opmærksomhed.
- Samtidig er der i markedet en voksende erkendelse af, at tiden med rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank er ved at rinde ud, hvilket lægger en naturlig bund under rentemarkederne – og det er selv om de foreløbige tyske inflationstal for juni i går kom ud lavere end ventet, skriver chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea i en kommentar.
Allerede mandag kom der inflationstal fra den største økonomi i eurozonen, Tyskland. De viste 2 pct. i juni, og inflationen er dermed aftaget fra en årlig prisstigningstakt på 2,1 pct. i maj, viste den foreløbige opgørelse mandag. Stigningstakten er nu nede på det laveste niveau siden oktober 2024.
For eurozonen ventes inflationen i juni at lande på 2,0 pct. mod 1,9 pct. i maj, viser estimater fra Bloomberg News. Kerneinflationen ses holde niveauet på 2,3 pct.
Der vil også blive holdt et vågent øje med Den Europæiske Centralbanks årlige konference i Sintra i Portugal, hvor blandt andet ECB's topchef, Christine Lagarde, og den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell, taler.
.\\˙ MarketWire