Finansforbund langer ud efter Netcompany der opsiger overenskomst
1/7 13:03
Finansforbundet langer ud efter Netcompany, efter at it-selskabet har opsagt overenskomsten med fagforbundet oven på købet af SDC for 1 mia. kr.
Købet er sket via det nyoprettede selskab Netcompany Banking Services, som er fusioneret med SDC. Og begrundelsen for at droppe overenskomsten skyldes ifølge forbundet, at Netcompany ikke mener, at Netcompany Banking Services er en del af den finansielle sektor.
Netcompany forklarer selv om opsigelsen af overenskomsten, at den sker, da "Netcompany opererer som leverandør af it-tjenester og ikke som en virksomhed inden for den finansielle sektor," fremgik det af en meddelelse fra selskabet tidligere på dagen.
Men forbundet påpeger, at SDC siden 1963 har leveret sektorspecifik it til sparekasser og mindre pengeinstitutter, og at det er den forretning, Netcompany Banking Services har overtaget.
- Både i lyset af kundegruppe, virksomhedsnavn og SDC’s historie er det en skæv begrundelse, at Netcompany Banking Services ikke er en del af finanssektoren. It er en helt integreret del af finansiel virksomhed og af sektoren som sådan. Her laver vi kollektive aftaler med vores arbejdsgivere, fordi det giver ordnede forhold, udvikling og stabilitet, siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet, i en pressemeddelelse.
Finansforbundet vil følge sagens videre forløb og vil invitere til dialog med Netcompany Banking Services.
- Netcompany Banking Services har overtaget en virksomhed, der er en integreret del af den finansielle sektor og en del af aftalerne med arbejdsmarkedets parter. De aftaler skaber værdi for begge parter, og det ser vi Netcompany Banking Services som en naturlig del af. Den dialog kommer vi til at invitere til, siger Dorrit Brandt.
.\\˙ MarketWire