Aktier/Åbning: Vestas og Ørsted i topform i positivt danske marked
2/7 09:15
Det danske aktiemarked åbner som ventet højere og med Vestas i fokus efter en mildning af den amerikanske præsident Donald Trumps "Big Beautifull Bill", og også Ørsted trækker op.
Onsdag åbner det danske eliteindeks 1 pct. højere efter fem minutters handel i 1720,93 efter et marginalt fald tirsdag på 0,1 pct.
LETTELSE FOR VESTAS
Vestas stiger ved åbningen med 8,3 pct. til 103,40 kr. efter et plus tirsdag på 0,5 pct. Senatet i USA har vedtaget en revideret version af "Big Beautifull Bill", der på flere områder er noget mere appetitlig i forhold til opsætning af nye vindmølleparker i det kommende år end tidligere versioner af lovpakken.
Den amerikanske storbank Citi ser en "betydelig lettelse for Vestas-aktierne efter udsalget mandag", hvor den faldt 8 pct. efter justeringer af lovpakken, der lagde op til at forringe vilkårene for vindenergi yderligere.
Sydbank tilslutter sig vurderingen.
- I forhold til vindindustrien er der markante forbedringer i forhold til det udkast, der blev præsenteret for få dage siden. Det vedtagne forslag afsporer ikke industrien i samme grad som den tidligere tekst, men det repræsenterer trods alt alligevel en forringelse fra de nugældende regler i Inflation Reduction Act, vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i en analyse.
DZ Bank har i en analyse dateret før den seneste udvikling i Washington sænket sit kursmål og anbefaling for Vestas-aktien fra "køb" til "sælg" og til 90 kr. fra 125 kr.
Ligeledes grønne Ørsted stiger 5,7 pct. til 297,30 kr.
STORBANKER FÅR LØFTET KURSMÅL
De to danske storbanker får løftet deres kursmål hos Jefferies. Det sender Danske Bank op med 1 pct. til 256,10 kr. og Nordea op 0,8 pct. til 93,42 kr. efter fald i begge aktier på over 1 pct. tirsdag.
Kursmålet for Danske Bank er blevet sat op med knap 14 pct. til 273 kr. fra førhen 240 kr. Anbefalingen af aktien gentages på "hold". Nordeas kursmål er desuden løftet med 15 pct. til 15,1 euro, eller 112,67 danske kr., fra førhen 13,1 euro. Anbefalingen af Nordea-aktien fastholdes samtidig på "køb".
GN har fået nedjusteret kursmålet af Morgan Stanley til 112 kr. fra 115 kr.. Anbefalingen er uændret den neutrale "ligevægt". GN åbner stiger 1,3 pct. til 100,75 kr.
NOVONESIS MED TRIMMET KURSMÅL OG DSV MED LØFTET
Novonesis ligger i bunden med et fald på 0,8 pct. til 451,40 kr. Selskabet får gentaget købsanbefalingen hos storbanken Goldman Sachs, som dog har trimmet kursmålet marginalt med 5 kr. til 565 kr. Kursmålet indikerer et potentiale på 24 pct. i forhold til tirsdagens lukkekurs for aktien.
DSV har fået løftet kursmålet til 1850 kr. fra 1700 kr. hos storbanken HSBC. Det fremgår af Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "køb". DSV lukkede tirsdag med et fald på 0,3 pct. i 1517 kr.
.\\˙ MarketWire