Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Endnu en sæt rekorder - Tesla, Apple og Nvidia løftede

3/7 06:32

De amerikanske aktier steg onsdag til endnu en rekord. Den tredje ud af de seneste fire handelsdage.

Og der kan blive tale om endnu en rekorddag torsdag op til fejringen af den amerikanske uafhængighedsdag, fredag.

Futures indikerer stigninger på omkring 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Onsdag trak Apple for fjerde dag i træk frem, mens der efter salgspres tirsdag var lidt comeback til chipaktierne såvel som til Tesla, der onsdag meldte om et fald i billeverancerne, som åbenbart ikke var helt så slemt som frygtet.

Med til at skabe en positiv stemning var nyheden om, at USA og Vietnam, ifølge præsident Donald Trump selv, har indgået en handelsaftale, der omfatter 20 pct. told på Vietnam og ingen told på USA.

En svag privat jobrapport fra ADP, som i juni viste en negativ jobskabelse på 33.00 stillinger mod en ventet fremgang på 98.000 jobs, øgede samtidig håbet om rentesænkninger senere i år, og det er som bekendt godt nyt for aktierne, om end markedet stadig først til fulde indregner en lempelse til september.

Det brede S&P 500-indeks vandt derfor frem med 0,5 pct. til lukkerekord i 6227,42 indekspoint. Årets sjette rekord.

Dow Jones faldt sideløbende marginalt, mens Nasdaq førte an med et løft på 0,9 pct. - ligeledes til en ny lukketop i 20.393,19 point.

- En af grundene til, at Federal Reserve har kunnet være tålmodig i forhold til at sænke renterne, var, fordi jobmarkedet klarede sig så godt, så hvis det forandrede sig, ville det tvinge Federal Reserve til at bevæge sig tidligere, end den ville have ønsket, kommenterer Chris Zaccarelli, investeringschef hos Northlight Asset Management, til over for Bloomberg News.

MERE I SKATTERABAT

I S&P 500 klarede energiaktierne sig bedst med et plus på 1,7 pct., mens råvarer og materialer også steg med 1,3 pct. It-aktierne vandt desuden 1,3 pct., mens cyklisk forbrug gik frem med 0,8 pct.

I den anden ende var der pres på forsyning, som mistede 0,9 pct., mens sundhed også tabte 1,0 pct.

Det var chipkæmpen Nvidia, som med et plus på 2,6 pct. løftede mest op i markedet. Der var dog også hjælp fra kollegaen Broadcom, der vandt 2,0 pct., ligesom andre mindre chipnavne som Applied Materials og Texas Instruments ligeledes steg 3,4 og 2,4 pct.

Halvledersektoren i USA var onsdag understøttet af nyheden om, at den store skattepakke, som Senatet vedtog tirsdag, øger skatterabatten for producenter, der bygger fabrikker i USA.

Intel gik dog den anden vej og faldt 4,3 pct. på grund af spekulationer om en strategiændring, der vil betyde, at selskabet vil kunne levere færre teknologier i sin forretning med produktion for andre aktører.

Inden for it var der igen fremgang til Apple på 2,2 pct., mens Microsoft, der annoncerede yderligere 9000 fyringer, tabte 0,2 pct.

BLODBAD HOS SYGEKASSER

Der var comeback til Tesla. Elbilproducentens aktie, som faldt 5,3 pct. tirsdag på grund af udfald fra Donald Trump, der truede med at fjerne statsstøtten til selskabet, steg 5,0 pct. trods nyheden om et fald i salget af nye elbiler i tredje kvartal på 13 pct.

Mens tilbagegangen var større end analytikernes bud, så var den åbenbart ikke helt så slem, som frygtet i nogle hjørner af markedet.

Nyheden om handelsaftalen mellem Vietnam og USA løftede samtidig Nike med 4,1 pct., da sportstøjskæmpen får en stor del af sine varer produceret i det asiatiske land og derfor nu kan glæde sig over et loft på tolden.

En anden positiv historie onsdag er, at de amerikanske storbanker, der alle 22 i fredags bestod centralbankens årlige stresstest, nu kan øge udbytter og tilbagekøb. Det har JPMorgan Chase tænkt sig at udnytte med et øget køb af egne aktier på 50 mia. dollar, og aktien steg derfor 0,6 pct.

I sundhedssektoren var derimod lidt af et blodbad. Efter svagt salg og øgede udbetalinger på Obamacare-platforme indtil nu i år trak sygekassen Centene nemlig tirsdag aften sin prognose for 2025 tilbage. Det blev straffet med et kursfald på 40,4 pct., og andre navne som Elevance Health og Molina blev samtidig trukket med i hullet med minusser på 11,5 og 22,0 pct.

.\\˙ MarketWire