Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Novo sikrede C25-plus på ellers toldnervøs dag

4/7 17:07

Novo Nordisk holdt det danske C25-indeks oven vande fredag, hvor det meste af handelsdagen ellers var præget af nervøsitet frem mod USA's præsident Donald Trumps tolddeadline den 9. juli.

Det var blandt andet rygter om, at Schweiz har sikret sig særbehandling for told på lægemidler i handelsaftale med USA, som sammen med Zealand Pharma løftede Novo til toppen af eliteindekset.

Samlet endte det med et plus på 0,2 pct. til 1729,30 for eliteindekset, hvor fraværet af de amerikanske markedsdeltagere, som fredag holdt fri på uafhængighedsdagen den 4. juli, også prægede handlen.

- En af de største spillere er jo på pause, kan man sige, og det sætter sit præg på tværs af resten af verden. Og ellers så er der jo fokus på, når vi ser på de europæiske aktier, dels hvordan USA er lukkede torsdag - men selvfølgelig også Kina, der er ude at pålægge europæiske spiritusproducenter told. Og ikke mindst ser markederne frem mod næste uge - altså onsdag, siger Otto Friedrichsen, der er viceinvesteringsdirektør i Formuepleje, til MarketWire.

Onsdag er Donald Trumps deadline for handelsaftaler med USA, hvor kun ganske få aftaler indtil nu er kommet i hus.

Den danske nyhedsfront var derudover spækket med analytikernyt, som blandt andet kastede nye kursmål af til Novo, Vestas, DSV og Mærsk.

NOVO OG ZEALAND TOPPEDE EFTER TOLDRYGTE

Et udkast til en handelsaftale mellem USA og Schweiz indeholder angiveligt en bestemmelse om, at alpelandet vil blive særbehandlet i forhold til told på lægemidler, oplyser anonyme kilder til Bloomberg News.

Herhjemme var det med til at løfte Novo Nordisk og Zealand Pharma efter Bloombergs historie, der potentielt kan øge troen på, at det er muligt at indgå en aftale med de amerikanske myndigheder på området.

På analytikerfronten fik Novo ellers sænket sit kursmål hos Jyske Bank, som skruede ned til 700 kr. fra 790 kr., men fastholdt anbefalingen "køb". Det nye kursmål indikerer et potentiale på 60 pct.

Novo-aktien steg 3,1 pct. til 451,30 kr., mens Zealand Pharma toppede med et plus på 3,3 pct. til 375 kr.

Modsat de to medicinalaktier endte GN i bunden af C25-indekset med et minus på 2,7 pct. til 99,88 kr.

KURSMÅLSNYT TIL VESTAS, DSV OG MÆRSK

Der var gang i analytikerjusteringerne fredag. Blandt andet fik Vestas hævet sit kursmål hos den amerikanske storbank JP Morgan til 126 kr. fra 107 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral".

Vestas faldt alligevel med 0,7 pct. til 111,55 kr. oven på store stigninger torsdag og onsdag.

Kursmålet for DSV-aktien blev løftet til 1775 kr. fra 1600 kr. af Nordea, der fastholdt anbefalingen "køb".

Men DSV faldt 1,3 pct. til 1505 kr.

A.P. Møller-Mærsk fik også hævet sit kursmål til 10.200 kr. hos Danske Bank, som dog holdt fast i sin salgsanbefaling.

Der var derudover vanen tro ratenyt til Mærsk i form af SCFI-indekset, som måler prisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer i verden.

Indekset faldt i den forgangne uge med 5,3 pct. til 1763,49. Det fulgte i hælene på fald de to foregående uger.

B-aktien i Mærsk endte med et minus på 1,5 pct. til 11.740 kr.

ISS VANDT STOR ORDRE

Blandt dagens få selskabsnyheder kunne ISS meddele, at servicekæmpen har vundet endnu en stor kontrakt. Denne gang med et selskab inden for sundhedssektoren i Østrig. Aftalen har en årlig værdi på 200 mio. kr.

Aktien gik frem med 0,6 pct. til 179,50 kr.

.\\˙ MarketWire