Taber mindre på kunderne end ventet: Hvidbjerg Bank opjusterer forventningerne
7/7 13:19
Hvidbjerg Bank opjusterer forventningerne som følge af blandt andet mindre end ventede nedskrivninger samt et ekstra positivt afkast på bankens obligationer og sektoraktier.
For 2025 venter banken nu et resultat før skat i intervallet 30-35 mio. kr. mod tidligere ventet 27-32 mio. kr., fremgår det af en meddelelse mandag eftermiddag fra banken.
- Opjusteringen skyldes fortsat tilgang af gode kunder og tilfredsstillende vækst, sammen med god kreditkvalitet ved bankens kunder, der gør at nedskrivningerne er mindre end forventet, samt at banken har sikret et ekstra positivt afkast på bankens obligationer og sektoraktier, skriver banken.
Det meste af overskuddet er allerede hentet i første halvår, da overskuddet her ventes i niveauet 20 mio. kr.
Hvidbjerg Bank forventer en lavere indtjening i anden halvdel af 2025 på baggrund af en fortsat indsnævring af rentemarginalen og en mindre forrentning af bankens overskudslikviditet, grundet flere nedsættelser af styringsrenten.
Derudover forventes der højere nedskrivninger end for første halvår 2025.
Halvårsrapporten for 2025 offentliggøres som planlagt den 21. august.
.\\˙ MarketWire