Samsungs driftsresultat mere end halveres i andet kvartal
8/7 06:34
Den sydkoreanske it-gigant Samsung Electronics har offentliggjort et tilnærmelsesvis chokerende foreløbigt resultat for andet kvartal. Driftsresultatet viser et drop på hele 56 pct. i forhold til året før.
Driften gav et overskud på 4600 mia. won svarende til 3,3 mia. dollar, og det ringe resultat tilskrives halvlederforretningens kamp med at levere avancerede kunstig intelligens-chips til nøglekunder.
Omsætningen nåede op på 74.000 mia. won i andet kvartal, hvilket svarer til et fald på 0,1 pct. i forhold til året før.
I forhold til første kvartal faldt Samsungs driftsresultat med 31 pct., mens omsætningen faldt knap 7 pct. ifølge de foreløbige tal.
Den sydkoreanske virksomhed forklarer de dårlige resultater med øgede chiplagre på grund af forsinkelser i leveringen af AI-hukommelseschips til globale store tech-kunder foruden de strammere amerikanske begrænsninger på salg af avancerede AI-chips til Kina.
Resultaterne for andet kvartal lå langt under markedets konsensus. Det lokale analysefirma FnGuide forudsagde et driftsresultat på 6200 mia. won i andet kvartal og en omsætning på 76.200 mia. won baseret på estimater fra 25 mæglerhuse.
Samsung offentliggør de fulde indtjeningsdata, inklusive nettoresultat, senere på måneden.
.\\˙ MarketWire