Tirsdagens aktier: Novo vendte rundt og hev C25 med op
8/7 17:08
Et comeback til Novo Nordisk var tirsdag med til at hive et trægt og afventende C25-indeks op i plus.
Novo ansøgte om højere dosis af Wegovy i EU, og det faldt i god jord hos investorerne, som sendte aktien op med 2 pct.
Det smittede af på C25, som steg 0,6 pct. til 1736,82 kr.
Omvendt indtog Vestas bunden af C25-indekset tirsdag, hvor investorerne igen skulle vurdere et nyt præsidentdekret, der er rettet mod den grønne energisektor.
- Vi har en meget afventende stemning, og det er igen told, der trækker overskrifter i en tid, hvor der ikke sker så meget andet, og det kan vi også se på handelsvolumen, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha.
NOVO INDSENDER ANSØGNING
Novo Nordisk meddelte tirsdag, at selskabet har ansøgt om godkendelse af Wegovy i en dosis på 7,2 milligram hos de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA.
Ansøgningen til EMA er baseret på data fra studierne Step Up og Step Up T2D, hvor effektiviteten og sikkerheden ved højdosisudgaven er blevet målt.
Her viste højdosisudgaven et gennemsnitligt vægttab på 21 pct. blandt deltagerne i Step Up-studiet, mens hver tredje oplevede et vægttab på 25 pct. eller derover sammenlignet med placebo.
Meldingen sendte aktien op med 2 pct. til 449,95 kr.
Også Zealand Pharma var i hopla det meste af dagen. Selskabet blev mandag taget med i Barclays analysedækning med den positive anbefaling "overvægt" og et kursmål på 560 kr. Aktien lukkede med et plus på 3,4 pct. til 375 kr.
Genmab var dog alene i top med et plus på 4,2 pct. til 1363,50 kr.
TRUMP SPARKER TIL VESTAS
Der var pres på Vestas, efter at Donald Trump lagde op til at udfordre definitionen for, hvornår et projekt er igangsat. Det er afgørende for, om et vedvarende energiprojekt kan modtage statslig økonomisk støtte.
Det gav usikkerhed og ramte Vestas, som faldt 3,4 pct. til 105,25 kr.
- Præsident Trump udstedte mandag aften en bekendtgørelse om at "stoppe markedsforvridende subsidier" til vedvarende teknologier, herunder vindenergi. OBBBA (one big beautiful bill act, red.), der blev underskrevet den 4. juli, tillader, at der kan gøres krav på kreditter frem til 2030, så længe "byggestart" opnås inden juli 2026, skriver Citi i et notat.
På nuværende tidspunkt er et projekt startet, når 5 pct. af de planlagte investeringer er foretaget, eller hvis projektet rent fysisk er sat i gang. Ifølge storbanken lægges der op til, at en substantiel del af et projekt fremover skal være opført, før man kan benytte sig af de gældende regler.
MÆRSK STEG EFTER MERE URO
Aktierne hos A.P. Møller-Mærsk steg tirsdag, hvor B-aktien lukkede med et plus på 2,9 pct. i 12.435 kr. kr.
Det skete efter nyt fokus på fragtindustrien og ikke mindst Det Røde Hav, hvor houthi-bevægelsen igen har udført angreb.
De mange angreb på den kommercielle skibsfart har fået flere til at undgå området og i stedet sejle en længere rute uden om Afrika. Det optager kapacitet og sender fragtpriserne op, som gavner rederiernes indtjening.
- Der er ikke noget som uro i Mellemøsten, der kan bidrage til nogle forventede højere rater, siger Lars Hytting.
.\\˙ MarketWire