Danske banker på rekordkurs efter tegn på godt første halvår
9/7 12:28

Bankaktierne trækker onsdag godt op i det danske aktieeliteindeks, C25, hvor både Danske Bank, Jyske Bank og Sydbank har kurs mod at lukke i det højeste niveau nogensinde.
Nordea mangler lidt endnu for at nå over rekordniveauet 98,38 kr., men den topper blandt bankerne i C25 onsdag med et plus på 1,6 pct. til 95,78 kr.
Sydbank stiger 1,4 pct. til 489,60 kr., Danske Bank ligger 1,3 pct. højere i 263,30 kr., og Jyske Bank kan notere et plus på 0,7 pct. til 659 kr.
Investorerne har i starten af juli fået flere indikatorer på, at de danske banker formentlig har haft et ganske godt første halvår.
Senest opjusterede SJF Bank, der tidligere hed Sparekassen Sjælland-Fyn, onsdag forventningerne til 2025, hvor banken nu venter et resultat før skat i intervallet 700-800 mio. kr. mod en tidligere forventning på 625-750 mio. kr.
- SJF Bank oplever vækst på de væsentligste forretningsområder, og basisindtjeningen udvikler sig bedre end budgetteret. Herudover har både nedskrivningsniveau og kursreguleringer udviklet sig bedre end forventet, begrunder banken.
SJF Bank-aktien er også på rekordkurs onsdag med et plus på 2,6 pct. til 321 kr.
Tidligere på ugen opjusterede også Hvidbjerg Bank forventningerne til 2025
- Opjusteringen skyldes fortsat tilgang af gode kunder og tilfredsstillende vækst, sammen med god kreditkvalitet ved bankens kunder, der gør at nedskrivningerne er mindre end forventet, samt at banken har sikret et ekstra positivt afkast på bankens obligationer og sektoraktier, lød det fra banken.
Og i sidste uge var Kreditbanken på banen med en opjustering efter afslutningen af første halvår. Det var begrundet med en større vækst og aktivitet end ventet, og da banken samtidig har kunnet tilbageføre nedskrivninger i perioden.
Blandt C25-bankerne lægger Nordea ud med aflæggelse af halvårsregnskab, hvilket er planlagt til 17. juli, mens Danske Bank er klar med sine halvårstal dagen efter.
Jyske Banks regnskab er sat til 19. august, mens Sydbank har sat sit til 27. august.
.\\˙ MarketWire