USA/tendens: Trumps toldrabalder preller af i ventet forsigtig start
9/7 13:41
En urolig pausestemning hersker i USA frem mod amerikansk handelsstart, hvor handlerne bearbejder en bølge af toldbudskaber fra tirsdag, i ugens løb og så de meldinger, der måtte være på vej.
Tirsdag kunne præsident Donald Trump melde om told på 50 pct. på kobber, 200 pct. på medicin og et snarligt brev til EU om told på eksportvarer. Meldingerne fulgte i hælene på nyt om toldsatserne på varer fra Japan, Sydkorea, Thailand og en stribe andre lande.
Alligevel tages toldnyhederne med en vis ro på finansmarkederne.
- Markedet har allerede overreageret før på Trumps handelsmeldinger, så jeg tror, at investorerne er påpasselige og forsigtige, siger seniorporteføljeforvalter Stéphane Deo fra Eleva Capital til Bloomberg News.
- Når det er sagt, vil tolden ende med at være meget højere i efteråret, end den var i starten af året, så det vil sandsynligvis skubbe til inflationen, fortsætter han.
Futures for de toneangivende aktieindeks stiger frem mod handelsstart klokken 15.30 med 0,2 pct.
Det følger en blandet tirsdag med fald på 0,4 pct. til Dow Jones, et minus på 0,1 pct. til det brede S&P 500-indeks og en marginal fremgang til Nasdaq-indekset.
NVIDIA TÆT PÅ 4000 MIA. DOLLAR
Den amerikanske teknologigigant Nvidia nærmer sig med hastige skridt som det første selskab nogensinde en markedsværdi på 4000 mia. dollar. Det svarer til knap 25.500 mia. kr.
Selskabet, der har været på himmelflugt siden 2022 efter udbredelsen af kunstig intelligens, satte tirsdag rekord efter et plus på 1,1 pct. til 160 dollar. Rekorden kan blive udbygget onsdag, hvor aktien stiger 0,2 pct. i formarkedet.
Også nummer to målt på markedsværdi, Microsoft, går en grøn dag i møde, efter at selskabet er blevet løftet til "køb" hos børshuset Oppenheimer.
Igen er det AI, der er med til at skabe den gode stemning, da "investorerne omfavner Microsoft som en af de langsigtede AI-vindere inden for software", fremgår det af en analyse ifølge Bloomberg News.
Microsoft stiger 0,8 pct. i formarkedet.
Blandt de øvrige medlemmer af "magnificent seven" er der også lagt op til en positiv start. Google-ejeren Alphabet stiger 0,4 pct., Facebooks ejer, Meta Platforms, og Amazon øger hver 0,3 pct. Tesla stiger 0,5 pct., mens Apple handles noget nær uændret i formarkedet.
MERCK I MILLIARDOPKØB
Den amerikanske medicinalproducent Merck har annonceret opkøbet af Verona Pharma til en samlet værdi af omkring 10 mia. dollar.
Det bekræfter Merck, efter at avisen Financial Times tidligere onsdag kunne berette om opkøbet.
Verona arbejder på lægemidler mod lungesygdomme, og med opkøbet får Merck lægemidlet Ohtuvayre mod kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL, med i købet.
Prisen på cirka 10 mia. dollar svarer til 107 dollar per aktie, svarende til en præmie på 23 pct. I formarkedet stiger aktien i Verona med 20,3 pct. til 104,45 dollar, mens Merck øger 0,2 pct.
Den amerikanske Vestas-kunde AES Corp. er ligeledes i fremgang i formarkedet, efter at det er kommet frem, at selskabet undersøger et potentielt salg.
Det er blandt andet infrastrukturkunder som Brookfield Asset Management og Blackrocks Global Infrastructure Partners-enhed, der har taget et kig på AES. Selskabet har en entrepriseværdi inklusive gæld på omkring 40 mia. dollar.
Aktien stiger 14,0 pct. i det amerikanske formarked.
.\\˙ MarketWire