Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Nvidia fortsætter rekordridt i grøn start trods Trumps toldstøj

9/7 15:39

Den konstante trussel om høje toldsatser mod varer fra andre lande eller på områder som biler, kobber og aluminium har gjort handlerne hårdhudede.

De amerikanske aktier stiger moderat fra handelsstart onsdag, hvor det brede S&P 500-indeks og Dow Jones vinder 0,4 pct., og Nasdaq-indekset øger 0,6 pct.

Tirsdag føg det om sig med toldtrusler fra USA's præsident, Donald Trump, der meddelte om told på 50 pct. på kobber, 200 pct. på medicin og et snarligt brev til EU om told på eksportvarer. Meldingerne fulgte i hælene på nyt om toldsatserne på varer fra Japan, Sydkorea, Thailand og en stribe andre lande.

Mindst syv lande skulle ifølge præsidenten få nyt om toldsatserne på deres eksportvarer til USA onsdag.

Alligevel tages toldnyhederne med en vis ro på finansmarkederne.

- Markedet har allerede overreageret før på Trumps handelsmeldinger, så jeg tror, at investorerne er påpasselige og forsigtige, siger seniorporteføljeforvalter Stéphane Deo fra Eleva Capital til Bloomberg News.

- Når det er sagt, vil tolden ende med at være meget højere i efteråret, end den var i starten af året, så det vil sandsynligvis skubbe til inflationen, fortsætter han.

NVIDIA TÆT PÅ 4000 MIA. DOLLAR

Den amerikanske teknologigigant Nvidia nærmer sig med hastige skridt som det første selskab nogensinde en markedsværdi på 4000 mia. dollar. Det svarer til knap 25.500 mia. kr.

Selskabet, der har været på himmelflugt siden 2022 efter udbredelsen af kunstig intelligens, satte tirsdag rekord efter et plus på 1,1 pct. til 160 dollar og en markedsværdi på 3901 mia. dollar. Det svarer til en stigning på omkring 2,5 pct. fra tirsdagens lukkeniveau.

Med til at understøtte aktien onsdag er nyheden om, at AI-selskabet Coreweave vil tilbyde Nvidias Blackwell-grafikkort i storskala til sine cloud-services.

Onsdag øger aktien i Nvidia yderligere 1,8 pct., og Coreweave stiger 1,9 pct.

Også nummer to målt på markedsværdi, Microsoft, går en grøn dag i møde, efter at selskabet er blevet løftet til "køb" hos børshuset Oppenheimer.

Igen er det AI, der er med til at skabe den gode stemning, da "investorerne omfavner Microsoft som en af de langsigtede AI-vindere inden for software", fremgår det af en analyse ifølge Bloomberg News.

Microsoft stiger 1,1 pct.

Blandt de øvrige medlemmer af "magnificent seven" er der også tale om en positiv start. Google-ejeren Alphabet øger 0,6 pct., Facebooks ejer, Meta Platforms går frem med 1,0 pct., og Amazon stiger 1,1 pct. Teslas fremgang lyder på 0,6 pct., mens Apple handles 0,1 pct. højere.

MERCK I MILLIARDOPKØB

Den amerikanske medicinalproducent Merck har annonceret opkøbet af Verona Pharma til en samlet værdi af omkring 10 mia. dollar.

Det bekræfter Merck, efter at avisen Financial Times tidligere onsdag kunne berette om opkøbet.

Verona arbejder på lægemidler mod lungesygdomme, og med opkøbet får Merck lægemidlet Ohtuvayre mod kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL, med i købet.

Prisen på cirka 10 mia. dollar svarer til 107 dollar per aktie, svarende til en præmie på 23 pct. Aktien i Verona stiger 20,8 pct., og Merck øger 3,2 pct.

Den amerikanske Vestas-kunde AES Corp. er ligeledes i fremgang, efter at det er kommet frem, at selskabet undersøger et potentielt salg.

Det er blandt andet infrastrukturkunder som Brookfield Asset Management og Blackrocks Global Infrastructure Partners-enhed, der har taget et kig på AES. Selskabet har en entrepriseværdi inklusive gæld på omkring 40 mia. dollar.

Aktien stiger 13,9 pct.

.\\˙ MarketWire