Onsdagens aktier: Trumps toldtrusler væltede Novo og Zealand bagover
9/7 17:04
Truslen om en heftig told på medicin til USA lagde onsdag pres på Novo Nordisk og Zealand Pharma.
Et plus på 0,3 pct. til 1742,08 til det danske C25-indeks blev det ikke desto mindre til efter fremgang til 18 af eliteindeksets 25 aktier.
Med til at drive fremgangen var C25-bankerne, der nød godt af en opjustering fra SJF Bank, og Vestas samt NKT.
- Det er toldudmeldingerne fra USA, der på godt og ondt præger billedet. Markedet tager det nu egentlig rimelig roligt, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
- Det påvirker Novo Nordisk efter nogle barske udmeldinger for, hvad der kan ramme medicinalsektoren. Der bliver nævnt 200 pct., men det er ikke noget, der er lige nu og her, fortsætter han.
Onsdag var oprindeligt deadline for handelsforhandlingerne med USA. Præsident Trump har sidenhen skubbet deadlinen til 1. august, hvorefter den ifølge præsidenten ikke vil blive rykket igen.
Også USA og EU har forhandlet heftigt i de seneste dage i håbet om at finde fælles fodslag. Seneste nyt ved dansk børslukning onsdag var fra EU-Kommissionens chefforhandler på aftalen, Maros Sefcovic, at partnerne kan nå en aftale "inden for de kommende dage".
AMERIKANSK MEDICINTOLD TYNGEDE FEDMEDUO
Novo Nordisk og Zealand Pharma lagde onsdag nederst i C25 efter kommentarer fra præsident Donald Trump tirsdag om, at en annoncering af told på medicinalvarer på 200 pct. nærmer sig.
Tolden vil efter præsidentens udsagn blive indført efter "omkring et år, halvandet år".
Novo faldt 1,5 pct. til 443,05 kr., og Zealand bakkede 2,7 pct til 365 kr. Også Lundbeck kom under pres fra meldingen, og B-aktien satte sig 4,2 pct. til 34 kr.
Genmab, der producerer kræftmedicin, gik med nød og næppe fri af den sure stemning onsdag. Tirsdag var der rosende ord fra analysehuset Truist Securities, der mener, at den nuværende markedsværdi "yder liden retfærdighed" til Genmabs omsætningskilder og pipelinepotentiale.
Aktien steg 0,6 pct. til 1371,50 kr.
Sidst på eftermiddagen offentliggjorde Bavarian Nordic en ordre til en værdi på over 200 mio. kr. på sin koppe-/mpox-vaccine til et europæisk land.
Forventningerne til 2025 fastholdes.
Vaccineaktien steg 2,0 pct. til 175,60 kr.
BANKERNE I VEJRET EFTER OPJUSTERING
Med i vejret gik bankaktierne i C25-indekset. Det kan ifølge Jyske Banks Martin Munk skyldes en opjustering fra SJF Bank.
SJF Bank, der tidligere hed Sparekassen Sjælland-Fyn, venter nu et overskud før skat på 700-800 mio. kr. mod tidligere 625-750 mio. kr.
Opjusteringen begrundes med vækst på bankens væsentligste forretningsområder, en basisindtjening over forventning samt en bedring udvikling for nedskrivningerne og kursreguleringerne end ventet.
SJF Bank steg 3,8 pct. til 325 kr.
I C25 gav det medvind til Jyske Bank med et plus på 1,0 pct. til 661 kr., Danske Bank steg 1,2 pct. til 263 kr., og Sydbank øgede 1,7 pct. til 491 kr. Bedst gik det Nordea med et plus på 2,1 pct. til 96,20 kr.
PANDORAS KURSMÅL FINPUDSES INDEN REGNSKAB
Pandora, der har været presset af told på Thailands eksport til USA samt skyhøje sølvpriser, har fået skåret 50 kr. af kursmålet til 1200 kr. af Jyske Bank, der gentager anbefalingen "hold".
Smykkekoncernen kommer med regnskab den 15. august. Her vil fokus "være på salgsudviklingen i kvartalet, og hvorvidt de stigende toldsatser giver anledning til en ændring af guidance", skriver analytiker Janne Vincent Kjær.
Pandora steg alligevel 1,0 pct. til 1076,50 kr.
.\\˙ MarketWire