Aktier/åbning: Bavarian til tops og får følgeskab af andre defensive aktier
10/7 09:19
Det danske aktiemarked har lagt godt ud fra åbningen torsdag, hvor Bavarian Nordic har lagt sig i front sammen med flere af de øvrige defensive aktier.
Efter fem minutters handel er der stigninger i 21 og fald i 4 af aktierne i C25, som samlet stiger 0,6 pct. til 1753,08.
Der var ventet en positiv åbning, efter at de amerikanske aktier onsdag aften udbyggede stigningerne efter dansk børslukketid.
I USA blev det endda til en lukkerekord for Nasdaq-indekset efter en stigning på 0,9 pct. til 20.611,34, og cirka halvdelen af den fremgang blev hentet hjem, efter at de europæiske markeder lukkede.
- Hen over aftenen fortsatte den stigende risikoappetit på de amerikanske markeder, hvor investorerne valgte at ignorere de nye toldtrusler fra den amerikanske præsident. I forlængelse heraf peger formarkederne også på mindre stigninger på de europæiske aktiebørser senere her til morgen, skrev Nordea i en kommentar før aktieåbningen i Europa.
Bavarian Nordic sendes til tops i C25 med en stigning på 4,0 pct. til 182,65 kr. Kort før børslukketid onsdag annoncerede selskabet en koppevaccineordre på over 200 mio. kr. til et land i Europa.
Der er også rift om de andre medicinalselskaber, herunder Genmab, som stiger 3,0 pct. til 1412,50 kr. Desuden stiger Zealand Pharma med 2,8 pct. til 375,30 kr. og Novo Nordisk med 1,2 pct. til 448,30 kr.
I bunden af indekset ligger Sydbank og Jyske Bank med fald på henholdsvis 0,9 og 0,6 pct., efter at de to aktier onsdag lukkede rekordhøjt.
DANSKE BANK FORTSÆTTER REKORDJAGT
Nordea og Danske Bank har begge været under analysebehandling hos Svenska Handelsbanken, der har løftet kursmålene for begge bankaktier forud for regnskabssæsonen for andet kvartal.
Nordeas kursmål er løftet til 106,36 kr. fra 94,52 kr., mens Danske Banks lyder på 294 kr. fra 269 kr. Anbefalingen "køb" gentages for begge aktiers vedkommende.
Nordea rapporterer sit regnskab for andet kvartal 17. juli, og Danske Bank offentliggør sit 18. juli.
Aktien i Nordea stiger torsdag 0,6 pct. til 96,78 kr. i den indledende handel, og Danske Bank løftes 0,1 pct. til en foreløbig kursrekord 263,30 kr.
FINANSIERING SIKRET TIL ØRSTED-PROJEKT
Ørsted har lukket en aftale om en projektfinansieringspakke med 25 banker og 5 eksportkreditinstitutter om at rejse cirka 20 mia. kr. til den taiwanske havvindmøllepark Greater Changhua 2 på 632 MW.
Det skriver Ørsted i en meddelelse torsdag morgen.
Reaktionen på den nyhed er dog meget afdæmpet, og Ørsted-aktien ligger næsten uændret i 279,30 kr.
Analytikerne hos SEB har løftet kursmålene for både MT Højgaard og Aarsleff.
MT Højgaards er hævet til 460 kr. fra 385 kr., og anbefalingen er fortsat "køb".
Kursmålet for entreprenørkoncernen Per Aarsleff er løftet 100 kr. til 750 kr. med en uændret anbefaling på "køb".
MT Højgaard stiger 3,1 pct. til 372 kr., mens Aarsleff-aktien stiger 0,2 pct. til 681 kr.
.\\˙ MarketWire