Mineselskab brager op i formarkedet efter kæmpeaftale med USA's forsvarsministerium
10/7 13:41
MP Materials, der udvinder sjældne jordarter, sendes på himmelflugt i formarkedet torsdag, efter at selskabet har landet en kæmpeaftale med det amerikanske forsvarsministerium.
Det skriver Bloomberg News.
Som led i aftalen køber forsvarsministeriet aktier i selskabet for 400 mio. dollar, og MP Materials får desuden en lånepakke på 150 mio. dollar til udvidelsen af selskabets minedrift i Mountain Pass, som er et af verdens vigtigste områder for udvinding af sjældne jordarter.
MP Materials har derudover sikret sig et tilsagn om lån for 1 mia. dollar fra storbankerne JPMorgan og Goldman Sachs til at bygge en ny magnetfabrik kaldet 10X Facility.
Forsvarsministeriet har forpligtet sig til at købe hele produktionen fra 10X-anlægget i ti år med en minimumspris på 110 dollar per kilo for det vigtige NdPr-produkt, som anvendes i magneter til elbiler, militært udstyr og vindmøller. Anlægget forventes at stå klar i 2028.
Aftalen sender MP Materials op med 41,1 pct. til 42,36 dollar i formarkedet torsdag.
.\\˙ MarketWire
