Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Beskeden fremgang og endnu en Nasdaq-rekord midt i tolduro

15/7 06:32

De amerikanske aktier steg beskedent mandag og holdt sig dermed reelt set ganske godt oppe. Det skal ses i lyset af, at USA's præsident, Donald Trump, igen i weekenden hvæssede toldkniven og truede EU med en importafgift på 30 pct. samt ny told på den sydlige nabo i Mexico.

Reaktionen fra EU var dog mandag også - for markederne positivt - en afventende holdning med en beslutning om ikke straks at indføre modsvar for at skabe et forhandlingsrum.

Tirsdag morgen er der ikke meget nyt. Futures indikerer små forskelligartede udsving på 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Mandag var også dagen før en ny regnskabssæson starter. Tirsdag leverer flere af de amerikanske storbanker med JPMorgan Chase i spidsen tal for andet kvartal.

På grund af den øgede told, som allerede er indført, er der ifølge Bloomberg News udsigt til den svageste indtjeningsvækst i to år med en fremgang på blot 2,5 pct.

Tirsdag byder også på den vigtige forbrugerprisopgørelse for juni i USA, ligesom der onsdag er producentpriser på agendaen. Inden da holdt renterne sig mandag nogenlunde i ro, dog med en lille pil opad på baggrund af toldtemaet, som truer med at øge inflationen.

Nøgletallene kan også få betydning for rentemødet sidst i juli, men mandag beregnede markedet kun en sandsynlighed på 5 pct. for en lempelse af renten.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,1 pct., mens Dow Jones også gik 0,2 pct. frem. Nasdaq vandt desuden i plus med 0,3 pct. til - på marginalen - årets syvende rekord i 20.640,33 point.

- Vi er endnu ikke helt kommet gennem udfordringerne, da de næste uger vil blive afgørende i forhold til at se, hvordan andre lande reagerer på regeringens (USA's regering, red) nye tolddeadline den 1. august, siger Glen Smith, investeringschef hos GDS Wealth Management, til Bloomberg News.

- Det store spørgsmål for markederne de kommende uger er, om indtjeningerne, der stadig ventes at være solide, kan overskygge toldtemaet.

KRÆVER NY AI-STRATEGI

I S&P 500 klarede kommunikationsservice sig mandag bedst med et plus på 0,7 pct., mens finans også vandt 0,7 pct. Cyklisk forbrug gik frem med 0,4 pct., mens it derimod mistede 0,3 pct. Nederst blandt sektorerne lå dog energiaktierne med et fald på 1,2 pct.

Inden for it var det Apple, som trak ned med et fald på 1,2 pct. i kølvandet af en artikel, hvori store investorer kræver en relancering af elektronikkæmpens AI-strategi, efter at aktien har tabt 640 mia. dollar i værdi.

I samme sektor satte chipkæmpen Nvidia, verdens mest værdifulde aktie, sig også 0,5 pct., mens lillebror Broadcom derimod vandt 0,4 pct.

Blandt halvlederne faldt Micron Technology omvendt ganske tunge 4,8 pct. Det skete uden specifikke nyheder og på trods af flere løftede kursmål i weekenden, men aktien var også steget med næsten 50 pct. i år og med 90 pct. siden sin seneste bund i starten af april.

Blandt softwarenavnene gik Palantir omvendt 5,0 pct. frem, mens Microsoft bakkede 0,1 pct.

HAR TRUET MEDIER

I cyklisk forbrug steg Tesla desuden 1,1 pct. Her var nyheden den, at selskabets aktionærer skal stemme om en mulig investering i topchef Elon Musks xAI. Samtidig vandt Amazon også frem med 0,3 pct.

I kommunikationsservice steg Meta Platforms 0,5 pct., mens Alphabet gik frem med 0,8 pct.

På nyhedsfronten var der også fokus på Unitedhealth, USA' største sygekasse, der er under pres fra stigende omkostninger, men som også er blevet beskyldt for at snyde med afregningen i de offentlige sygeforsikringer. I weekenden kom det så frem, at koncernen har forsøgt at intimidere journalister til ikke at skrive negative artikler, og aktien faldt 1,1 pct.

Også på nyhedsfronten var der derimod løft til Boeing og General Electric på henholdsvis 1,6 og 2,7 pct., da en foreløbig rapport ikke implicerer de to i den tragiske ulykke med et Boeing 787-fly, hvis motorer produceres af General Electric, hos Air India i juni.

I toppen af S&P 500 endte imidlertid Autodesk med et løft på 5,1 pct., da Bloomberg News skrev, at softwareselskabet måske alligevel ikke vil forsøge at købe konkurrenten PTC.

.\\˙ MarketWire