USA: Regnskabssæsonen starter tirsdag: Told ventes at ramme indtjeningsvæksten
15/7 06:35
Efter et storudsalg i starten af april er de amerikanske aktier igen kravlet op og er ankommet til nye rekordniveauer, netop som en endnu regnskabssæson skal til at starte.
Rekorderne til S&P 500 og Nasdaq til trods er forventningen dog ikke et brag fra selskaberne, da analytikernes bud blot peger på en indtjeningsvækst på 2,5 pct. Det laveste niveau i to år.
Det skriver Bloomberg News.
Konsensus indikerer samtidig, at seks ud af 11 hovedsektorer forventeligt vil se en negativ indtjeningsvækst på årsbasis, og for hele året er det nu prognosen, at indtjeningerne vil vokse med 7,1 pct., hvilket skal sammenholdes med mere optimistiske 9,4 pct. i starten af april - inden præsident Trump annoncerede sine mange toldsatser på sin "Liberation Day" og sidenhen indførte en basistold på 10 pct.
De lavere forventninger kan dog betyde positive overraskelser.
- Baren er nu så lav, siger Kevin Gordon, seniorinvesteringsstrateg hos Charles Schwab & Co., til Bloomberg News.
- Det gør det selvfølgelig nemt for virksomheder at slå forventningerne, men jeg tror, at fokus vil være på bruttomarginerne, især fordi det er der, vi bør se pres fra toldsatser, hvis det eksisterer.
Handelskrigen gør import af varer dyrere for selskaberne, hvilket stiller dem med udfordringen, om de skal sende regningen videre til kunderne, eller om de skal tage prisstigningerne helt eller delvist på deres bruttomarginer.
En anden udfodring vil også være - måske først på længere sigt - at forsyningskæderne rammes, så det kan blive sværere at hente de nødvendige varer hjem.
Hvad der dog allerede nu formentlig har kostet eksportselskaberne er, at dollaren på grund af toldsatserne og de mange usikkerhedsskabende udmeldinger er blevet svækket. Det betyder, at internationalt salg hentes hjem til en lavere kurs, hvilket vil tynge både top- og bundlinje.
.\\˙ MarketWire