Nvidia vil genoptage salg af AI-chip til Kina - kan løfte chipaktier
15/7 08:06
Den amerikanske chipproducent Nvidia vil igen sælge sine eftertragtede chips i Kina.
Det skriver Bloomberg News, efter at den amerikanske administration tilsyneladende er vendt rundt på en tallerken.
Det giver samtidig grund til at holde øje med chipaktierne tirsdag, vurderer Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg hos Danske Bank.
- En sådan ændring (fra USA, red.) vil være utrolig positiv for Nvidia, semiconductor-indeks, it-indeks, amerikanske aktier og dermed global aktieindeks, skriver han i en kommentar.
Der er for Nvidia tale om den særlige chip af typen H20 AI, som var skabt med det formål at leve op til amerikanske handelsrestriktioner mod Kina, men siden april har eksporten alligevel været blokeret. Ifølge Bloomberg News har Nvidia nu imidlertid fået grønt lys til at sende sine chips mod Kina.
Den ændrede kurs er sket som led i de igangværende forhandlinger, hvor USA præsident, Donald Trump, samtidig har talt for, at Kina skal åbne op for mere salg af sine sjældne jordarter.
Tirsdag morgen stiger futures for de tre ledende indeks i USA, og teknologitunge Nasdaq går forrest med et plus på 0,5 pct.
.\\˙ MarketWire