Ericsson tjener flere penge end ventet trods vigende salg
15/7 08:19
Det svenske telekommunikationsselskab Ericsson har tjent flere penge end ventet det seneste kvartal, hvor selskabet har arbejdet med at sænke omkostningerne for at tilpasse svigtende salg.
Det fremgår af regnskabet for andet kvartal lagt frem tirsdag morgen.
Ericsson har hentet et overskud på 4,6 mia. svenske kr. i andet kvartal, hvor der var ventet 3,5 mia. svenske kr., viser tal fra Infront konsensus. Det er vendt fra et minus i samme kvartal året før.
Resultatet er skabt trods et vigende salg, hvor omsætningen landede på 56,1 mia. svenske kr. i kvartalet mod ventet 59,1 mia. svenske kr. Det er et fald fra 59,8 mia. svenske kr. i samme periode året før.
- Vi har sænket vores strukturelle omkostningsbase og er stærkt fokuseret på at levere mere effektivt, siger topchef Börje Ekholm ifølge Bloomberg News.
- Det er opløftende, at USA's vækst fortsætter, og at Europa er stabiliseret, lyder det videre.
Ericsson står blandt andet for at sælge udstyr til 5G-netværket.
Aktien faldt mandag 0,1 pct.
.\\˙ MarketWire