Coloplast og rivaler falder på børsen: Medicare vil begrænse udgifter til hud- og sårpleje
15/7 10:41
Et forslag til regelændringer, der skal reducere udgifterne til hud- og sårpleje hos den offentlige amerikanske sygesikringsordning Medicare, ser ud til at presse aktierne i Coloplast og de britiske rivaler Convatec og Smith & Nephew tirsdag.
Herhjemme falder Coloplast i hvert fald med 2,6 pct. til 586 kr. tirsdag formiddag, og på børsen i London bakker Convatec med 4,3 pct. til 247,80 pence, og Smith & Nephew falder med 1,3 pct. til 1104 pence.
Begge britiske selskaber er ligesom Coloplast aktive inden for hud- og sårpleje. Dermed er de tre selskaber også klart i bunden af gruppen for medicial- og medtech-aktier under Stoxx 600-indekset, som ellers samlet set er positiv tirsdag.
Medicares udgifter til biologiske huderstatninger er ifølge sygesikringens egne data steget fra 256 mio. dollar i 2019 til over 10 mia. dollar i 2024, og derfor vil Medicare nu med en regelændring reducere udgifterne på visse behandlinger på området med op til 90 pct., fremgår det af en meddelelse fra sygesikringen fra mandag aften dansk tid.
Den foreslåede ændring går på, hvordan kategoriseringen af huderstatninger gennemføres, således at støtten i sidste ende vil blive mindre. Medicare forsikrer dog, at det ikke vil ske på bekostning af patienternes adgang til behandling eller kvaliteten af samme.
I stedet handler det om at begrænse adgangen til støtte for de klinikker, der gennemfører behandlingerne, efter at der tidligere er blevet konstateret misbrug af prispraksis i sektoren, oplyser Medicare.
Blandt andet skulle sygekassen have optrevlet en sag og stoppet mere end 1 mio. dollar i uretmæssige støttebetalinger til en psykiater, der havde indsendt krav på basis af behandling med huderstatning, oplyses det.
- Hvis det bliver gennemført, vil det spare milliarder for Medicare og skatteyderne og tilskynde til brug af produkter med de bedste kliniske beviser for succes, skriver Centers for Medicare & Medicaid Services i meddelelsen.
.\\˙ MarketWire