Alm. Brand leverer rekordhøjt forsikringsresultat efter flere kunder og færre storskader
16/7 07:52
Alm. Brand leverer indtjeningsfremgang i andet kvartal, hvor færre storskader opvejede for flere vejrskader. Samtidig voksede det tidligere udfordrede Erhvervs-segment.
På bundlinjen fik Alm. Brand Group i kvartalet et overskud på 342 mio. kr. mod et estimeret plus på 298 mio. kr. blandt fem analytikere, som forsikringskoncernen har indsamlet estimater fra.
- Vi har haft et tilfredsstillende andet kvartal, hvor vi særligt har hjulpet med skader på bygning, indbo og biler og samtidig rådgivet mere end en kvart million kunder om deres forsikringer i en tid, der er præget af usikkerhed på mange fronter, udtaler administrerende direktør Rasmus Werner i forbindelse med regnskabet.
Combined ratio, der er udtryk for hvor stor en andel omkostninger og erstatninger udgør af bruttopræmieindtægterne, faldt for den underliggende forretning til 82,3 pct. fra 88,5 pct. i samme periode sidste år.
Vejrligsskader voksede til 1,4 pct. af forsikringsindtægterne fra 0,9 pct. i samme periode sidste år, storskader udgjorde 5,3 pct. mod 8,8 pct. året før.
På de øvre poster landede Alm. Brand et forsikringsresultat på 520 mio. kr. mod ventet 494 mio. kr. Det er det højeste realiserede resultat nogensinde, meddeler forsikringsselskabet.
I samme periode sidste år fik Alm. Brand et forsikringsresultat på 312 mio. kr.
Samlet steg forsikringsindtægterne til 2950 mio. kr. fra 2725 mio. kr. og overgik dermed analytikernes estimat på 2885 mio. kr.
Investeringsresultatet blev 102 mio. kr. mod ventet 65 mio. kr. blandt analytikere og et plus på den konto på 65 mio. kr. i samme periode sidste år.
Resultat af ophørende aktivitet blev et nettoresultat på 0 mio. kr. mod ventet nulresultatet blandt analytikere. Sidste år belastede ophørende aktivitet resultatet med 89 mio. kr.
.\\˙ MarketWire