USA/lukning: Rekord til Nasdaq - Tesla og Nvidia gik frem
17/7 06:22
De amerikanske aktier steg let onsdag, selv om markedet på et tidspunkt tog et dyk, på forlydender om at præsident Donald Trump vil fyre formanden for USA's centralbank.
Torsdag morgen er der til gengæld igen udsigt til et let dyk, når markedet åbner i New York. Futures indikerer kursfald på godt 0,2 pct.
Det afviste præsidenten dog selv senere, og så kunne markedet med lidt medvind fra mildere inflationstal - i form af en aftagende vækst i producentpriserne - rette sig til et plus, der tilmed sikrede nye rekorder til Nasdaq- og Nasdaq 100-indeksene.
Det var sundhed, som efter et tungere rotationssalg tirsdag trak op i markedet, da medicinalkæmpen Johnson & Johnson opjusterede sine forventninger.
Det brede S&P 500-indeks steg derfor med 0,3 pct., men hovedindekset var på et tidspunkt i minus med 0,7 pct., da nyheden om en mulig fyring af Jerome Powell bredte sig. Indtil Donald Trump altså selv afviste det.
Dow Jones vandt samtidig 0,5 pct., mens Nasdaq gik op med 0,3 pct. til årets niende rekord i 20.730,49 indekspoint.
- Enhver retorik om Jerome Powell og Donald Trump er støj for mig. Vi foretager ingen porteføljeovervejelser eller ændringer, siger David Wagner, aktiechef hos Aptus Capital Advisors, til Reuters.
- Markedet forstår, at den nye formand for Federal Reserve normalt annonceres et år i forvejen, hvilket bør ske i løbet af de næste par måneder. Der er ingen grund til, at Trump skulle ophæve den armslængdeafstand mellem Federal Reserve og den udøvende magt, i lyset af at en ny formand bliver udnævnt inden for den næste måned eller to.
Skulle det imidlertid ende med en fyring af Jerome Powell, ville det blive anset for et anslag mod centralbankens uafhængighed, og det vil givet betyde, at investorerne ville kræve relativt højere rentepræmier for at investere i amerikanske statsobligationer. Samtidig ville udsigten til en ny og mere dueagtig ledelse formentlig også løfte inflationsforventningerne og med det de lange renter. Og det er som bekendt ikke godt for aktierne.
LØFTET AF OPJUSTERING
I S&P 500 var det sundhedsaktierne, der klarede sig bedst med et plus på 1,2 pct. Det var trukket af fremgang til Johnson & Johnson, der steg med 6,2 pct. efter en opjustering af både salgs- og indtjeningsforventningerne efter andet kvartal.
Det trak samtidig Novo-konkurrenten Eli Lilly med op, da aktien steg 2,3 pct. efter et fald uden nyheder tirsdag på 3,5 pct., ligesom Abbvie også vandt 2,3 pct.
Finans blev også løftet med 0,7 pct., til trods for at ellers godkendte regnskaber fra Morgan Stanley og Bank of America ikke formåede at udløse plusser, da de hver især mistede 1,3 pct. og 0,3 pct., mens Goldman Sachs dog steg 0,9 pct. efter sine tal.
Onsdag var der også fremgang til it-aktierne på 0,3 pct. Her vandt Apple 0,5 pct., mens Microsoft sluttede marginalt i minus.
Der var samtidig fortsat fremgang til chipkæmpen Nvidia på 0,4 pct., ligesom Advanced Micro Devices (AMD) steg 2,9 pct. Begge havde fortsat medvind fra tirsdagens nyhed om, at USA vil lempe på nogle af eksportrestriktionerne på chips til Kina.
Derimod bakkede Micron Technology 3,1 pct., på nyheden om at hollandske ASML, verdens førende producent af udstyr til at fremstille mikrochips, ikke regner med vækst i 2026.
I de to øvrige teknologitunge vækstsektorer, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, som faldt 0,0-0,2 pct., var der fremgang til Tesla, som har indledt sit salg på det indiske marked, på 3,5 pct. og til Alphabet på 0,4 pct., mens Amazon satte sig 1,4 pct., og Meta Platforms mistede 1,1 pct.
.\\˙ MarketWire