Aktier/middag: Et tyndt regnskab fra Nordea og ro på Trump præger middagshandlen
17/7 10:55
Nordeas regnskab takseres til "ikke bestået", Genmab hives frem af royaltyindtægter, og ISS trækkes op af ny købsanbefaling.
Samlet fejer sommerferien dog hen over det danske marked, hvor der er langt mellem de selskabsspecifikke nyheder.
Samlet ligger C25-indekset 0,2 pct. højere i 1727,07. Ude i Europa er humøret en tand højere - og de store børser ligger med plusser på op til 1 pct.
- Overordnet set var det en pæn start på dagen - lige som det var tirsdag og onsdag, hvor henholdsvis inflationstal og Trumps hetz mod Powell ødelagde humøret, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital, til MarketWire.
Tirsdagens amerikanske inflationstal var højere end ventet - og onsdag gik der rygter om, at den amerikanske præsident, Donald Trump, viftede med en fyreseddel til chefen for dem amerikanske centralbank, Jerome Powell. Lidt senere på dagen afviste Trump selv rygterne.
- Markedet har vænnet sig til truslerne om handelskrig - men ikke til Trumps udfald, siger Lars Hytting.
NORDEA EN TYND KOP TE
Dagens topnyhed er et regnskab fra Nordea, der ikke vækker begejstring i markedet. Aktien falder 3,7 pct. til 89,78 kr.
- Det er et fint nok regnskab - men lidt tyndt i kanten. De almidelige bankposter er lidt til den lave side, men det henter banken ind ved færre omkostninger og lavere nedskrivninger. Festen for bankerne er ved at være forbi, siger Lars Hytting.
Samlet fik Nordea et nettooverskud på 1221 mio. euro mod en forventning om 1184 mio. euro. Den nordiske bank tilbageførte i kvartalet 21 mio. euro, der var hensat til nedskrivninger på udlån, mens der var ventet nedskrivninger for 55 mio. euro.
Nordea fastholder sine forventninger til 2025 om en egenkapitalforrentning på over 15 pct.
ISS I FRONT
ISS er med i toppen af eliteindekset på rosende ord og en købsanbefaling fra det tyske børshus Berenberg. Kursmålet sættes til 234 kr.
Den positive anbefaling begrundes blandt andet med udsigt til større aktietilbagekøb fra ISS, skriver analytiker Mads Brinkmann.
Servicekoncernen stiger 1,8 pct. til 186,30 kr.
GENMABS PARTNERE SÆLGER MERE END VENTET
Genmab har torsdag fået salgstal fra schweiziske partner Novartis for salget af sklerosemidlet Kesimpta.
Kesimpta solgte i andet kvartal for 1,08 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med et salg for 1,06 mia. dollar.
Onsdag løb Genmab med en topplacering i C25-indekset efter stærke tal for Darzalex mod knoglemarvskræft fra den amerikanske partner Johnson & Johnson.
Genmab modtager royalties af salget for både Darzalex og Kesimpta.
Aktien stiger 1,5 pct. til 1427,50 kr. i middagshandlen.
COLUMBUS RAMT AF NØLENDE KUNDER
Blandt sidepapirerne har it-selskabet Columbus sænket sine forventninger til 2025. Nedjusteringen skyldes et "mere udfordrende miljø, som påvirker vores kunder negativt i forhold til at tage beslutninger vedrørende større it-projekter", forklarer selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Aktien dykker 9,7 pct. til 9,80 kr.
ALM. BRAND UNDER LUP
Alm. Brand har været under behandling efter sit regnskab for andet kvartal onsdag, der bød på en opjustering. Det har fået norske ABG Sundal Collier til at løfte kurmålet til 19,80 kr. fra tidligere 18,20 kr., viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er fortsat "køb".
Også Danske Bank og DNB Carnegie er gået regnskabet igennem med tættekammen. Danske Banks kursmål er nu 21 kr. fra 19 kr., og DNB Carnegie løfter til 19 kr. fra 18 kr. Begge har anbefalingen "køb".
Forsikringsaktien stiger 0,1 pct. til 18,28 kr.
Proteseproducenten Embla Medicals' anbefaling er sænket til "hold" fra "køb" hos DNB Carnegie, der fastholder kursmålet på 35,50 kr.
Aktien i proteseselskabet falder 0,6 pct. til 32,30 kr.
.\\˙ MarketWire