Europa/aktier: Britisk supermarkedskæde i top på dag med udsigt til toldaftale
17/7 11:36
Den britiske online-supermarked Ocado ramte rigtigt, da selskabet sidste år valgte at indgå i et joint venture med den britiske butikskæde Marks & Spencer. Det afspejles i regnskabet torsdag - og aktien topper det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600.
Samlet er de europæiske aktier faldet fire handelsdage i træk - men torsdag stiger Stoxx 600 0,7 pct. i middagshandlen.
Stigningen er understøttet af stærke kvartalsresultater fra det schweiziske ingeniørselskabet ABB og optimisme omkring en potentiel handelsaftale mellem USA og EU, skriver Reuters.
- De europæiske markeder er i dag på vej tilbage ... regnskaberne har naturligvis indflydelse på aktiemarkedet, men alt, hvad der har med præsident Trump at gøre, synes stadig at være i forgrunden, siger Axel Rudolph, analytiker hos IG Group, til Reuters.
Rudolph tilføjer, at Trump sandsynligvis vil indgå en aftale med EU inden 1. august trods hård retorik om told, og bemærker, at "EU's trussel vil blive taget alvorligt af USA, fordi den helt sikkert vil hæmme handlen".
For mens USA er meget tæt på at indgå en handelsaftale med Indien, kan der muligvis også laves en aftale med Europa, siger den amerikanske præsident, Donald Trump, i et interview, der blev sendt på Real America's Voice onsdag.
- Vi er meget tæt på Indien, og ... vi kunne muligvis indgå en aftale med EU, var svaret fra Trump, da han blev spurgt, hvilke handelsaftaler der var i sigte.
Præsidentens kommentarer kommer, efter EU's handelschef, Maros Sefcovic, onsdag tog til Washington for at drøfte toldspørgsmål. Allerede mandag ankom en indisk handelsdelegation ankom til Washington for at indlede nye forhandlinger.
REGNSKABER RYKKER ABB OG OCADO
ABB ligger 7,4 pct. højere torsdag middag, efter at selskabet har offentliggjort en rekordstor ordreindgang i kvartalet, drevet af stærk efterspørgsel i USA efter produkter, der bruges i datacentre til at understøtte kunstig intelligens.
Britisk Ocado ligger 11,9 pct. højere i middagshandlen efter et overskud før skat på 612 mio. pund i første halvår 2025. Til sammenligning var der sidste år et underskud på 153 mio. pund.
Med i overskuddet skal nemlig indregnes værdien af joint venturen med Marks & Spencer, som i regnskabet værdisættes til 783 mio. pund. Justeret for samarbejdet var der dog stadig røde tal på bundlinjen, men underskuddet var mindre end sidste år.
.\\˙ MarketWire