USA/tendens: Afventede marked - Pepsico i fokus mens der tændes for Netflix efter lukketid
17/7 13:45
Der er lidt at rive i for de amerikanske investorer, inden handlen starter torsdag. Regnskaberne står i kø inden handlen starter - og igen, når Wall Street lukker og slukker for denne handelsdag.
Pepsico, GE Aerospace og United Airlines skal til eksamensbordet fra handelsstart - mens Netflix først kommer med sine kvartalstal torsdag aften.
- Markedet undervurderer potentialet for store amerikanske indtægter i andet kvartal. De seneste data om økonomisk aktivitet viser få tegn på bekymrende svaghed, skriver analytikere fra HSBC i et notat ifølge Reuters.
Wall Street steg let onsdag, efter præsident Donald Trump afviste, at han har planer om at fyre formanden for USA's centralbank, Jerome Powell. Og torsdag ser det ud til, at handlerne lige vender skråen en ekstra gang, da futures for de ledende indeks ligger omkring nullet til minus 0,2 pct. for Dow Jones.
Onsdag steg det brede S&P 500-indeks 0,3 pct., Dow Jones vandt samtidig 0,5 pct., mens Nasdaq gik op med 0,3 pct. til årets niende rekord i 20.730,49 indekspoint.
PEPSICO MÆRKER IKKE HANDELSBØVL
Pepsicos regnskab er en hel buffet af bedre end ventede tal. Koncernen, der udover Pepsi blandt andet står bag Gatorade, Lipton, flere morgenmadsprodukter og snacks, slog analytikerne på de langt de fleste poster i andet kvartal.
Den organiske vækst steg 2,1 pct., og her havde analytikerne kun ventet en vækst på 1,15 pct. ifølge estimater fra Bloomberg News. Omsætningen landede på 22,73 mia. dollar mod ventet 22,32 mia. dollar. Og både i Asien, Europa, Mellemøsten, Afrika og i Latinamerika gik det bedre end ventet.
Og formarkedet er ikke sen til at kvittere ved at sende aktien frem med 2,1 pct.
Modsat sendes United Airlines ned efter en prognose for året, der giver forskellige fortolkninger hos analytikerne. Aktien falder 1,5 pct. inden åbningen oven på regnskabet for andet kvartal, der kom efter lukketid onsdag. Her blev prognosen for året indsnævret til en justeret indtjening per aktie på 9-11 dollar mod tidligere 9,50-13,50 dollar.
Samtidig er United Airlines også ramt af problemer med nøglelufthavnen Newark lidt ude for New York City. Flere analytikere påpeger dog, at problemerne i lufthavnen er mindre omfattende end frygtet.
Regnskabet fra GE Aerospace, som producerer flymotorer til både private og militære formål, sendes op i formarkedet efter en opjustering af forventningerne til året.
Aktien stiger 1,8 pct.
NETFLIX DUKKER OP TIL DEN SENE FORESTILLING
I aften, når slutfløjten har lydt på Wall Street, kommer streamingtjenesten Netflix med tal for tredje kvartal - og forventningerne er lige så tårnhøje, som når en ny serie lanceres.
Aktien i Netflix har igennem det seneste år været på raketfart, hvor selskabet har formået at lægge 250 mia. dollar til markedsværdien. På et år er aktiekursen steget til 1250,31 dollar fra 633,34 dollar.
- Netflix-aktierne er prissat til perfektion, så der er ikke meget plads til fejl, siger porteføljeforvalter Daniel Morgan fra Synovus Trust til Bloomberg News.
- Alle venter, at andet halvår vil være virkelig stærkt, fortsætter han.
I andet halvår har Netflix en stribe store lanceringer planlagt, heriblandt den sidste sæson af hitserien Stranger Things.
Aktien går 0,8 pct. frem mod handelsstart til 1260,08 dollar.
På en helt anden scene hives de amerikanske chipproducenter op, efter at taiwanesiske TSMC, verdens største producent af avancerede AI-chips, er kommet med et rekordstort kvartalsresultat og siger, at efterspørgslen efter kunstig intelligens er stigende.
AMD og Nvidia stiger 0,5-0,7 pct.
FORHANDLINGER OG NØGLETAL
Udover regnskaberne kan handlerne også holde øje med, om der rent faktisk sker noget i toldforhandlingerne mellem USA og EU. Den amerikanske præsident, Donald Trump, er ikke afvisende overfor, om der kan laves en aftale med EU:
- Vi kunne muligvis indgå en aftale med EU, svarede Trump i et interview, der blev sendt på Real America's Voice onsdag, da han blev spurgt, hvilke handelsaftaler der var i sigte.
Præsidentens kommentarer kommer, efter EU's handelschef, Maros Sefcovic, onsdag tog til Washington for at drøfte toldspørgsmål.
Der kommer også tal for detailsalget i juni samt den vanlige torsdagsopgørelse af nytilmeldte ledige.
.\\˙ MarketWire