Amerikansk tillidsindeks overrasker positivt i juli: Inflationsforventningerne bakker
18/7 16:14
Højere forventninger til økonomien og en tro på lavere inflation i fremtiden satte sit præg på forbrugertilliden i juli.
Det viser en foreløbig måling fra University of Michigan, der er offentliggjort fredag eftermiddag.
Forbrugertillidsindikatoren steg i juli til 61,8 fra 60,7 måneden før. Det var en større stigning end ventet af økonomerne, der havde udset sig en fremgang til 61,5.
Målingen er dog ikke lutter glæde, pointerer direktør Joanne Hsu ifølge Bloomberg News.
- Forbrugernes forventninger til forretningstilstanden, arbejdsmarkederne og selv deres egne beholdninger fortsætter med at være svagere end for et år siden, siger hun.
- Når det er sagt, indikerer de seneste to måneders løft af stemningen, at forbrugerne tror, at risikoen for det værste tænkelige scenarie, der var ventet i april og maj, har fortaget sig, fortsætter hun.
Amerikanerne venter nu, at inflationen i USA om et år vil være 4,4 pct. Før var forventningen 5,0 pct., og det var også økonomernes bud for julirapporten.
Over de næste fem til ti år er ventet en inflation på 3,6 pct. mod tidligere 4,0 pct. og mod økonombuddet på 3,9 pct.
.\\˙ MarketWire