Stellantis sendes ned efter milliardunderskud i første halvår
21/7 09:09
Den europæiske bilproducent Stellantis har i første halvår af 2025 været ramt af voldsomme milliardnedskrivninger.
Det har ført til et underskud på 2,3 mia. euro i årets seks første måneder, viser foreløbige tal for perioden ifølge Bloomberg News.
Analytikerne havde til sammenligning regnet med et overskud på 25,1 mio. euro.
Underskuddet straffes mandag med et fald på 3,0 pct. til 7,67 euro.
I alt har Stellantis måttet nedskrive for 3,3 mia. euro i første halvår som følge af blandt andet omkostninger forbundet med annulleringen af en platform og et udviklingsprogram samt restrukturering.
Stellantis oplyser ikke, hvilket program eller platform der er tale om. Onsdag sidste uge afsluttede bilproducenten dog sit udviklingsprogram inden for brintcelleteknologi som følge af blandt andet høje kapitalkrav.
På dagen sendte det aktien ned med over 6 pct.
Det skuffende underskud i første halvår skyldes dertil højere driftsomkostninger samt geografiske udfordringer og valutamodvind.
Stellantis sætter i sit foreløbige regnskab også tal på konsekvenserne af biltolden under USA's præsident, Donald Trump. I første halvår kostede den amerikanske told 300 mio. euro - blandt andet som følge af implementeringen af Stellantis' beredskabsplan.
Billeverancerne faldt i andet kvartal med 25 pct. som følge af lavere produktion og told, mens de samlede globale leverancer på 1,4 mio. biler var et fald på 6 pct.
Også pengestrømmene er sur læsning for investorerne mandag morgen. Her var tale om negative pengestrømme på 3 mia. euro mod ventet minus 1,68 mia. euro.
Omsætningen i første halvår var mere eller mindre efter analytikernes forventninger. I perioden blev solgt for 74,3 mia. euro mod ventet 74,91 mia. euro.
.\\˙ MarketWire