Aktier/åbning: Vestas sendes ned af gevinsthjemtagning i afdæmpet marked
21/7 09:14
Vestas kommer lidt ned på jorden igen mandag morgen efter flyvende takter i fredagens handel, og samtidig taber også Lundbeck lidt flyvehøjde efter en nedslående melding fra USA sent fredag.
Det sker i et ellers særdeles afdæmpet marked, hvor der ikke er større selskabsspecifikke kroge at hænge hatten på for investorerne, som i stedet kan se frem mod en sværm af europæiske og amerikanske regnskaber senere på ugen.
Samtidig følges de fortsatte forhandlinger på handelsområdet mellem USA og EU også nøje, men overordnet er volumen lav og udsvingene begrænsede.
C25-indekset falder efter godt ti minutters handel mandag med 0,2 pct. til 1730,93.
INVESTORERNE HIVER GEVINST UD AF VESTAS
Allernederst er Vestas med et fald på 2,0 pct. til 118,17 kr., idet der hives lidt gevinster hjem oven på fredagens voldsomme stigning på 15 pct., der kom i land på baggrund af både en løftet anbefaling og en stor amerikansk ordre.
Den signalerer, at det amerikanske marked ikke er stendødt, selv om der er stor politisk modstand fra USA's præsident, Donald Trump, der vil gennemføre en hurtig udfasning af skatterabatter til udvikling af projekter inden for vedvarende energi.
Blandt sidepapirerne falder Lundbecks B-aktie med 0,6 pct. til 33,66 kr.
Det sker oven på en nedslående melding fra USA sent fredag, hvor et ekspertpanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), stemte i mod at anbefale Lundbecks topprodukt, Rexulti, til behandling af posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).
Panelet, der rådgiver de amerikanske lægemiddelmyndigheder, konkluderede med stemmerne 1-10, at der ikke kan dokumenteres en effekt af Rexulti i kombination med midlet Sertralin som behandling af PTSD baseret på de tilgængelige data.
Det er sjette handelsdag på stribe med fald til medicinalselskabets aktie.
PARKEN BEKRÆFTER NYT BUD PÅ FCK'S STJERNEFRØ
FC København har modtaget et tilbud på midtbanespilleren Victor Froholdt.
Det bekræfter selskabet bag, Parken, mandag morgen, efter at Tipsbladet sent søndag har skrevet om tilbuddet på hele 22 mio. euro.
Parken sætter dog ikke selv tal på tilbuddet, ligesom at selskabet oplyser, at der ikke er sikkerhed, for at en aftale indgås.
FC København indledte i weekenden også den nye Superliga-sæson med en sejr på 3-2 over Viborg.
Parken-aktien stiger mandag morgen med 1,8 pct. til 174,50 kr.
Brøndby IF stiger desuden med 2,4 pct. til 0,35 kr. Klubben indledte søndag sin sæson med en sejr på 3-0 over Silkeborg IF.
AGF, der måtte nøjes med 1-1 mod Sønderjyske, stiger 0,5 pct. til 0,80 kr.
.\\˙ MarketWire