Mandagens aktier: Sur ugestart med Vestas og Zealand i bund
21/7 17:08
Vestas og Zealand Pharma skilte sig mandag ud i C25-indekset med mærkbare minusser og bundplaceringer i et ellers noget stille indeks, som indledte den nye handelsuge med et minus 0,8 pct. til 1720,85.
- Det er stille og roligt med små bevægelser på indeksniveau. På makrofronten kommer de tunge ting først på torsdag med rentemeddelelse fra ECB og nøgletal for europæisk økonomi, og jeg tror, at vi skal helt derhen, før det rigtigt batter noget. Regnskabsmæssigt sker der ikke så meget på den danske side i den her uge, men der er lidt gang i de amerikanske, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.
TØMMERMÆND TIL VESTAS EFTER FESTLIG FREDAG
Vestas lukkede med et fald på 4,3 pct. til 115,40 kr. efter fredagens plus på hele 15 pct.
- Der er lidt profithjemtagning på Vestas, tror jeg. Den havde en rigtig stærk bevægelse fredag på to gode nyheder: En rigtig stor ordre fra USA, og oven i det kom der en opjustering af anbefalingen fra JPMorgan, til "køb" fra "hold".
Ordren på 527 megawatt signalerer, at det amerikanske marked ikke er stendødt, selv om der er stor politisk modstand fra USA's præsident, Donald Trump.
- Bestemt et positivt signal, at der kom hul på bylden i USA. Men nu kan jeg så se, at Kepler tager den ned på "reducer", så det skubber måske lidt til faldet, mener Martin Munk.
Mandag morgen har børshuset Kepler Cheuvreux nedjusteret sin anbefalingen af vindmølleaktien til "reducer" fra "hold", mens kursmålet for aktien sænkes til 100 kr. fra 120 kr.
ZEALAND I FORTSAT MISTRIVSEL
I bunden af C25 havde Vestas selskab af Zealand Pharma, som tabte 3,8 pct. til 349,30 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
- Den har ligget svagt siden den konference, hvor amerikanske Eli Lilly kom med gode data for en konkurrent til Zealands fedmeprodukt. Siden da har stemningen omkring aktien været lidt negativ, påpeger Martin Munk.
I toppen af eliteindekset sluttede Ørsted og Nordea, som steg henholdsvis 3,0 pct. til 306,40 kr. og 0,5 pct. til 91,44 kr. uden nyt fra eller om selskaberne.
STATUS QUO HOS LUNDBECK
Uden for eliteindekset var der status quo for Lundbecks B-aktie i 33,86 kr. trods nedslående melding fra USA sent fredag.
Her stemte et ekspertpanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i mod at anbefale Lundbecks topprodukt, Rexulti, til behandling af posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).
- Jeg ventede faktisk, den skulle lidt ned på det. Men jeg tror ikke, at der var høje forventninger om, at de ville komme igennem med det her produkt mod PTSD. De havde indikeret, at det ville blive lidt hårdt, siger Martin Munk.
FLSMIDTH FULGTE METALPRISER OP
FLSmidth steg 0,5 pct. til 396 kr.
Mandag rapporterede Bloomberg News, at de europæiske mineaktier stak ud i et ellers noget afdæmpet aktiemarked - trukket op af stigende priser på blandt andet jernmalm og stål.
- FLSmidth følger lidt med, og i et tyndt sommermarked kan man godte drage den parallel, mener Martin Munk.
PARKEN BEKRÆFTER NYT BUD PÅ FCK'S STJERNEFRØ
FC København har modtaget et tilbud på midtbanespilleren Victor Froholdt.
Det bekræftede selskabet bag, Parken, efter at Tipsbladet sent søndag skrev om tilbuddet på hele 22 mio. euro.
FC København indledte i weekenden også den nye Superliga-sæson med en sejr på 3-2 over Viborg.
Parken-aktien steg 5,3 pct. til 180,50 kr.
ALK-Abelló fik anbefalet sin vaccinetablet Itulazax mod birkepollen i voksne af det britiske råd National Institute for Health and Care Excellence (Nice).
Men vaccineselskabets aktie faldt 0,7 pct. til 192,80 kr.
.\\˙ MarketWire