General Motors sendes ned efter regnskab: Kun marginal afbødning af told i andet kvartal
22/7 12:47
Den amerikanske bilproducent General Motors måtte i andet kvartal bogføre et milliardtab som følge af toldpolitikken under præsident Donald Trump.
Hele 1,1 mia. dollar måtte General Motors nedskrive i andet kvartal, og der er mere i vente i tredje kvartal, oplyser bilproducenten ifølge Bloomberg News.
Nedskrivningerne i andet kvartal afspejler "minimal afbødning", fremgår det.
Til gengæld fastholder selskabet sine forventninger til påvirkningen fra tolden på 4-5 mia. dollar.
USA har under Donald Trump indført told på importerede biler og bildele på 25 pct.
General Motors fastholder også sine forventninger til helåret om en justeret indtjening på 10-12,5 mia. dollar og et justeret resultat per aktie på 8,25-10 dollar.
Andet kvartal bød på tilbagegang på tværs af General Motors' regnskab - dog ikke i samme omfang, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde frygtet.
Salget nåede i april, maj og juni op på 47,12 mia. dollar efter en tilbagegang på 1,8 pct., men her var ventet 46,25 mia. dollar.
Imens var det justerede resultat per aktie 2,53 dollar i kvartalet mod ventet 2,33 dollar.
Endelig faldt det justerede driftsresultat 32 pct. til 3,04 mia. dollar mod ventet 2,86 mia. dollar.
Aktien i General Motors bakker 2,5 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire