USA/tendens: Toldsatser trykker General Motors ned før ventet rød start
22/7 14:11
Bilproducenten General Motors presses baglæns i tirsdagens amerikanske formarked, hvor det også ser ud til, at rekorderne på indeksniveau sættes på pause.
I hvert fald indikerer handlen med futures små fald for alle tre toneangivende indeks i det amerikanske, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.
Usikkerheden tirsdag er både udløst af en række rekorder på det seneste, men også af at deadline for handelsforhandlingerne mellem USA og Europa den 1. august efterhånden nærmer sig, uden at der endnu har været nyt om en aftale på vej.
Netop de forhandlinger - og også de allerede indførte toldsatsers effekt - er helt afgørende for vejen frem på lidt længere sigt, lyder det fra storbanken JPMorgan.
- Selvfølgelig ser vi bedre end ventede resultater, men det fortæller os ikke ret meget om, hvor vi er på vej hen. Det er det, vi bruger vores energi på i denne indtjeningssæson, hvor vi prøver at vurdere, hvor toldsatserne vil slå igennem, siger markedsstrateg Hugh Gimber til Bloomberg TV.
GENERAL MOTORS BOGFØRER MILLIARDNEDSKRIVNING
Blandt enkeltaktierne har bilproducenten General Motors for andet kvartal måttet bogføre et milliardtab som følge af toldpolitikken under præsident Donald Trump.
Hele 1,1 mia. dollar måtte General Motors nedskrive i andet kvartal, og der er mere i vente i tredje kvartal, oplyser selskabet ifølge Bloomberg News.
Nedskrivningerne i andet kvartal afspejler en "minimal afbødning," fremgår det.
Til gengæld fastholder selskabet sine forventninger til påvirkningen fra tolden på 4-5 mia. dollar over hele året.
USA har under Donald Trump indført told på importerede biler og bildele på 25 pct.
General Motors fastholder også sine forventninger til helåret om en justeret indtjening på 10-12,5 mia. dollar og et justeret resultat per aktie på 8,25-10 dollar.
I andet kvartal isoleret set var der tilbagegang at spore, men dog ikke helt så meget som frygtet af analytikerne.
Alligevel falder aktien med 2,6 pct. til 51,81 dollar i tirsdagens formarked.
COCA-COLA HAR HELD MED PRISSTIGNINGER
Hos Coca-Cola bliver noget af modvinden fra blandt andet told skyllet ned med en prisforhøjelse, som kunderne dog sluger ganske fint, oplyser selskabet.
Indtjeningen per aktie på sammenlignelig basis endte på 87 cent per aktie, hvor der var ventet 83 cent per aktie, viser estimater fra Bloomberg News.
Den samlede omsætning løb op i 12,5 mia. dollar efter en organisk fremgang på 5 pct., som var højere end det ventede løft på 4,5 pct.
For hele året har Coca-Cola skrællet bunden af forventningerne og sigter nu efter en vækst i den sammenlignelige indtjening per aktie på 3 pct. mod tidligere ventet 2-3 pct.
Alligevel falder aktien med 1,0 pct. til 69,36 dollar i formarkedet.
Blandt de faldende aktier er også den hollandske halvlederproducent NXP Semiconductors, der er noteret på børsen i USA, hvor den i tirsdagens formarked falder med 5,6 pct. til 215,49 dollar.
Selskabet kunne med sin prognose for tredje kvartal ikke overbevise markedet, skriver Bloomberg News.
Selv om midtpunktet i prognosen om et salg på 3,05-3,25 mia. dollar i kvartalet var over gennemsnittet af estimaterne, havde flere analytikere nemlig ventet et salg på over 3,3 mia. dollar, skriver nyhedsbureauet.
.\\˙ MarketWire