Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Tunge nedskrivninger rammer store aktier i blandet start

22/7 15:51

Bilproducenten General Motors og forsvarskoncernen Lockheed Martin presses begge baglæns fra starten af tirsdagens amerikanske aktiehandel, hvor rekorderne til Nasdaq-indekset også for en stund sættes på pause.

Til gengæld fortsætter ridtet for det brede marked, idet S&P 500-indekset stiger med 0,1 pct. efter kort tids handel. Dow Jones-indekset stiger samtidig 0,3 pct., mens Nasdaq-indekset omvendt falder med 0,2 pct.

Der er ellers ved at sprede sig lidt usikkerhed om vejen frem her fra grundet en anspændt prissætning efter de mange rekorder på det seneste, men også fordi deadline for handelsforhandlingerne mellem USA og Europa den 1. august efterhånden nærmer sig, uden at der endnu har været nyt om en aftale på vej.

Netop de forhandlinger - og også de allerede indførte toldsatsers effekt - er helt afgørende for vejen frem på lidt længere sigt, lyder det fra storbanken JPMorgan.

- Selvfølgelig ser vi bedre end ventede resultater, men det fortæller os ikke ret meget om, hvor vi er på vej hen. Det er det, vi bruger vores energi på i denne indtjeningssæson, hvor vi prøver at vurdere, hvor toldsatserne vil slå igennem, siger markedsstrateg Hugh Gimber til Bloomberg TV.

GENERAL MOTORS BOGFØRER MILLIARDNEDSKRIVNING

Blandt enkeltaktierne har bilproducenten General Motors for andet kvartal måttet bogføre et milliardtab som følge af toldpolitikken under præsident Donald Trump.

Hele 1,1 mia. dollar måtte General Motors nedskrive i andet kvartal, og der er mere i vente i tredje kvartal, oplyser selskabet ifølge Bloomberg News.

Nedskrivningerne i andet kvartal afspejler en "minimal afbødning," fremgår det.

Til gengæld fastholder selskabet sine forventninger til påvirkningen fra tolden på 4-5 mia. dollar over hele året.

USA har under Donald Trump indført told på importerede biler og bildele på 25 pct.

General Motors fastholder også sine forventninger til helåret om en justeret indtjening på 10-12,5 mia. dollar og et justeret resultat per aktie på 8,25-10 dollar.

I andet kvartal isoleret set var der tilbagegang at spore, men dog ikke helt så meget som frygtet af analytikerne.

Alligevel falder aktien med 6,7 pct. til 49,66 dollar i tirsdagens tidlige handel.

COCA-COLA HAR HELD MED PRISSTIGNINGER

Hos Coca-Cola bliver noget af modvinden fra blandt andet told skyllet ned med en prisforhøjelse, som kunderne dog sluger ganske fint, oplyser selskabet.

Indtjeningen per aktie på sammenlignelig basis endte på 87 cent per aktie, hvor der var ventet 83 cent per aktie, viser estimater fra Bloomberg News.

Den samlede omsætning løb op i 12,5 mia. dollar efter en organisk fremgang på 5 pct., som var højere end det ventede løft på 4,5 pct.

For hele året har Coca-Cola skrællet bunden af forventningerne og sigter nu efter en vækst i den sammenlignelige indtjening per aktie på 3 pct. mod tidligere ventet 2-3 pct.

Alligevel falder aktien med 1,0 pct. til 69,40 dollar fra start.

Blandt de faldende aktier er også den hollandske halvlederproducent NXP Semiconductors, der er noteret på børsen i USA, hvor den i tirsdagens tidlige handel falder med 2,3 pct. til 222,95 dollar.

Selskabet kunne med sin prognose for tredje kvartal ikke overbevise markedet, skriver Bloomberg News.

Selv om midtpunktet i prognosen om et salg på 3,05-3,25 mia. dollar i kvartalet var over gennemsnittet af estimaterne, havde flere analytikere nemlig ventet et salg på over 3,3 mia. dollar, skriver nyhedsbureauet.

Forsvarskoncernen Lockheed Martin, der laver blandt andet kampfly, dykker desuden med 7,5 pct. til 726 dollar, efter at selskabet har leveret resultater langt under det ventede i andet kvartal.

Særligt et milliardtab fra et hemmeligt projekt gør indhug, skriver Bloomberg News.

Lockheed Martins driftsresultat i andet kvartal endte på 748 mio. dollar - eller kun godt en tredjedel af det ventede resultat på 2,15 mia. dollar blandt analytikerne.

.\\˙ MarketWire