Europæiske bilaktier i hopla efter amerikansk handelsaftale med Japan
23/7 11:46
De største europæiske bilaktier er godt kørende onsdag, efter at handelsaftalen mellem USA og Japan har skabt optimisme i den ellers hårdt prøvede sektor.
Det skriver Bloomberg News.
- Det giver mening, at europæiske bilproducenter gør comeback her til morgen. De har været under et stort salgspres, og aftalen mellem USA og Japan kan fungere som en ramme for en aftale med EU, lyder det fra David Kruk, handelschef hos La Financiere de l'Echiquier, ifølge Bloomberg News.
Bedst går det for tyske Porsche, som ligger med et plus på 7,5 pct., mens Mercedes samtidig stiger 6,3 pct. De to tyske producenter står til at få stor gavn, hvis en eventuel aftale med USA og EU kommer til at ligne aftalen med Japan, vurderer Bloomberg Intelligence.
- Porsche og Mercedes vil få størst gevinst ved en aftale mellem USA og EU, hvor det nuværende toldniveau på 27,5 pct. sænkes. Det kan potentielt øge deres årlige drift, EBIT, med 1,6 mia. euro, siger Giacomo Reghelin, senioranalytiker hos Bloomberg Intelligence.
BMW er også i hopla med et plus på 5,4 pct. Håbet er, at bilproducenten helt kan undgå at betale told ved import til USA, lyder det.
- Hvis tolden fastsættes til 15 pct., som i aftalen mellem USA og Japan, vil de tyske bilproducenter gå efter en bestemmelse, der tillader toldfri import svarende til deres eksport til USA – hvilket fuldt ud ville neutralisere BMW’s eksponering, vurderer senioranalytikeren videre.
Øvrige bilaktier som Stellantis og Volkswagen stiger med henholdsvis 7 pct. og 6,6 pct. Samlet stiger bilsektoren med 4,3 pct. i det brede Stoxx 600-indeks.
.\\˙ MarketWire