Bavarian bekræfter interesse for overtagelse: Aktie flyver op efter handel gives fri
24/7 16:59
Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic bekræfter, at der er interesse for at overtage selskabet.
Efter rygter om et muligt bud lyder det nu fra selskabet, at man har samtaler med de to investeringsselskaber Nordic Capital og Permira.
Det fremgår af en børsmeddelelse torsdag eftermiddag, efter at Bloomberg News kort forinden berettede om opkøbsinteressen. Det sendte aktien på himmelflugt, hvorefter handlen blev suspenderet, og siden igen er givet fri. Aktuelt stiger aktien 21,04 pct. 233 kr.
- Da disse drøftelser fortsætter, kan der ikke være nogen sikkerhed for, om Nordic Capital og Permira vil fremsætte et tilbud på Bavarian Nordic, eller for tidspunktet eller vilkårene for et sådant tilbud, skriver Bavarian Nordic i meddelelsen.
Bavarian Nordic har ikke yderligere kommentarer, men vil oplyse om nyt, når det er aktuelt. Nordic Capital har ingen kommentarer, oplyser kapitalfonden til MarketWire.
Historien sendte Bavarian-aktien på himmelflugt med 16,3 pct. til 223,90 kr., inden handlen blev suspenderet "på grund af manglende offentliggørelse af intern viden om udstederen eller det finansielle instrument", skrev Nasdaq Copenhagen i en meddelelse.
.\\˙ MarketWire