Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktionær om Bavarian-interesse: En budkrig er det naturlige

25/7 09:42

Der er interesse for at købe Bavarian Nordic, og det bør helt naturligt føre til en budkrig.

Det mener Michael Voss, der er direktør i Fundamental Invest, som har en større aktiepost i vaccineselskabet på vegne af sine kunder.

- En budkrig er det naturlige, og den bør nu sættes i gang, siger Michael Voss til MarketWire.

Også danskernes pensionskasse ATP har en stor aktiepost i Bavarian Nordic, men selskabet har ikke ønsket at kommentere situationen.

Interessen for det danske vaccineselskab blev offentlig torsdag, hvor Bloomberg News først kunne sætte gang i rygterne, mens Bavarian Nordic senere bekræftede historien.

Det er de to kapitalfonde Nordic Capital og Permira, som er interesserede i at overtage Bavarian Nordic, og som vaccineselskab nu er i dialog med. Det er dog ikke sikkert, at samtalerne fører til et bud eller en aftale, lød det også fra Bavarian.

Ifølge Michael Voss er det i Bavarian Nordics interesse, at der sættes gang i en budkamp, hvor flere mulige købere kan komme på banen. Det kan både give en bedre pris for aktionærerne og vil også være et mere oplagt match for selskabet.

- Det er en mærkelig situation. En kapitalfond er ikke den oplagte køber, siger Michael Voss.

Han mener, at en kapitalfond vil stoppe alt udvikling på tidlige stadier og i stedet fokusere på kerneforretningen med at sælge vacciner. De vil ikke bruge penge på at videreudvikle midler, og de vil også se på ledelsen - herunder lønningerne - som tidligere er blevet kritiseret.

- De vil ønske, at der kommer et stort farmaselskab på banen. En kapitalfond vil være hård over for ledelsen og lønniveauet, siger Michael Voss.

Han kalder situationen mærkelig, fordi man i Fundamental Invest netop har positioneret sig til en periode, hvor næste skridt efter forventningen var et større aktietilbagekøb. I stedet kommer nu en mulig opkøbssituation ind fra højre.

- Det naturlige vil være, hvis de gør alt, hvad de kan, for at få en industriel køber. De har produktionsfaciliteter, som kan udvikles og bruges mere, end hvad Bavarian gør i dag. En industriel spiller kan bruge dem som "cash-generator". Deres rejsevacciner giver masser af indtjening, og de skal ikke betale mere for det, de har overtaget, siger han med henvisning til netop afsluttet betaling af tidligere indkøb.

Bavarian Nordic har løbende selv været en aktiv indkøber. I 2023 overtog man en vaccineportefølje samt vaccinekandidat fra Emergent Biosolutions, og i 2019 blev der overtaget to vacciner fra GSK.

Ifølge Michael Voss er det dog mere oplagt - som tingene har udviklet sig - at Bavarian selv bliver opkøbsmål. Det er, på trods af at selskabet løbende har gentaget, at de vil være aktive opkøbere.

- Aktiemarkedet vil ikke honorere, at de gør det, siger han.

Bavarian Nordics aktie stiger fredag 0,6 pct. til 234,50 kr. efter et plus på 21 pct. torsdag. Handlen blev kortvarigt suspenderet torsdag på grund af den pludselige stigning, og inden historien blev bekræftet.

.\\˙ MarketWire