Europa/lukning: Puma fik store hug i småsurt marked
25/7 17:45
Puma blev banket helt til bunds på det europæiske aktiemarked fredag, hvor stemningen også generelt var en smule mat op til weekenden.
Samlet faldt det brede Stoxx 600-indeks med 0,3 pct. fredag efter to dage med godt humør og optimisme fra forventninger om en tålelig toldaftale mellem EU og USA.
Fredag lod det dog til, at investorerne rykkede hovedfokus over på de mange regnskaber, som for tiden vælter ind over markedet.
- Elefanten i rummet er regnskaberne. Stemningen er styrket af nyhedsstrømmen på toldsiden, men vi er midt i regnskabssæsonen, så hvis der kommer nogle skuffelser på den front, så er det ikke særlig understøttende for markedet, lød det fra Roland Kaloyan, chefstrateg hos Societe Generale, ifølge Reuters.
PUMA FIK KLØ EFTER NEDJUSTERING
På netop regnskabsfronten var der tørre tæsk til den tyske sportstøjsproducent Puma med et minus på 16 pct. fredag. Selskabet har måttet nedjustere forventningerne til året oven på et underskudsgivende andet kvartal.
Puma fremlagde fredag foreløbige tal for andet kvartal, og her måtte investorerne blandt andet sande, at forventningen om et beskedent overskud på 9,58 mio. euro var alt for meget forlangt.
I stedet tabte sportstøjsproducenten 247 mio. euro, mens forventningerne til 2025 samtidig blev sænket, så der nu ventes et tab på driften mod en tidligere forventning om et driftsoverskud på 445-525 mio. euro.
Den tyske bilkæmpe Volkswagen skruede ligeledes ned for forventningerne til året, efter at USA's toldplaner har lagt pres på bilsalget.
Det er særligt premium-mærkerne Audi og Porsche, der har været udfordret, skriver Bloomberg News.
Selskabet venter nu en overskudsgrad på 4-5 pct. mod tidligere "den lave ende af" 5,5-6,5 pct., efter at driftsindtjeningen i det netop overståede andet kvartal faldt med 29 pct. målt mod samme periode året før.
Omvendt vurderede flere analytikere ifølge Bloomberg News, at der var gode takter i hovedbrandet Volkswagen, og det var formentlig med til at løfte aktien 2,5 pct. fredag.
Blandt de mest stigende aktier kunne man fredag finde den franske supermarkedskæde Carrefour. Kæden kom bedre end ventet gennem andet kvartal, og samtidig lød det, at den italienske del af forretningen skal sælges, skriver Bloomberg News.
Det begejstrede investorerne, som sendte aktien op med 5,5 pct.
.\\˙ MarketWire