Bavarian-formand: Flere har henvendt sig men kun seriøst bud fra konsortium
28/7 12:47
Bavarian Nordic har igennem det seneste år været i dialog med flere, der var interesserede i den danske vaccineproducent. Det er dog kun konsortiet bestående af Nordic Capital og Permira, der har lagt et seriøst bud på selskabet.
- Det er et uopfordret tilbud, vi modtog for et år siden. Flere parter har henvendt sig, men vi fik et seriøst bud fra konsortiet. For et par måneder siden startede vi en due diligence-proces og en normal vurdering af tilbuddets sande værdi og de strategiske muligheder, det indebærer, fortæller Bavarian Nordics bestyrelsesformand, Luc Debruyne, til MarketWire.
Til spørgsmålet, om andre interesserede har henvendt sig, tilføjer formanden:
- Dialog, ja, men ingen tilbud. De var alle uopfordrede, så det er ikke, fordi vi har været ude i markedet, forklarer han.
Der er tilbudt 233 kr. per aktie i Bavarian Nordic, hvilket værdiansætter selskabet til noget nær 19 mia. kr.
Flere investorer, heriblandt ATP, har skoset budprisen, men med en fair value-vurdering fra to børshuse føler bestyrelsen, at der er tale om et attraktivt tilbud for aktionærerne.
ATP har over for MarketWire sagt, at pensionskassen ingen interesse har i at takke ja til det nuværende tilbud. Det har formanden imidlertid ingen kommentar til.
Buddet på 233 kr. per aktie afspejler en præmie på over 30 pct., når man ser på aktien på en-måneds-, tre-måneds og seks-månedsbasis.
- Vi har fået foretaget fair value-udregninger hos både Nordea og Citi. Vi har set på de nøgletal, der bruges til fair value-beslutningen, og det har vi haft in mente i bestyrelsen med anbefalingen til aktionærerne, siger Luc Debruyne.
Aktien i Bavarian Nordic fortsætter mandag med at stige, efter at den torsdag nåede kursen 233 kr. og blev der fredag. Med en kurs på 241,15 kr. kan det afspejle, at markedet satser på flere bud.
Det er dog ikke noget, som formand Luc Debruyne vil spekulere i. Til spørgsmålet, om han venter flere bud, lyder svaret:
- Det ved jeg ikke. Det er offentligt nu, og jeg er sikker på, at folk vil se på det, men jeg kan og vil ikke spekulere, siger han.
Det kan tage flere måneder, før investorernes holdning til tilbuddet er kendt, forklarer Luc Debruyne videre. Skulle investorerne imidlertid takke nej til tilbuddet, vil man i Bavarian Nordic tage det til efterretning til den tid.
Hvorvidt Luc Debruyne vil fortsætte i tilfældet af et "nej" fra aktionærerne er heller ikke entydigt:
- Som den belgiske politiker Jean-Luc Dehaene altid sagde: "Det problem vil jeg løse, når problemet er der".
En accept af tilbuddet vil imidlertid betyde en anden sammensætning af bestyrelsen, mens ledelsen vil blive fastholdt, oplyser han.
ALTID RISIKO FOR LÆK
Historien om et muligt bud på Bavarian Nordic lød torsdag. Det var Bloomberg News, der kunne rapportere, at de to kapitalfonde havde udvist interesse, og at et konkret bud kunne være på vej.
Det sendte aktien kraftigt i vejret, inden handlen blev suspenderet som følge af manglende oplysning til Nasdaq fra Bavarians side.
- Processer som denne involverer mange mennesker og mange rådgivere på hver side, og derfor er der også en risiko i en fortrolig situation for, at der er lækager. Jeg ved ikke, hvem der lækkede det, og jeg ønsker virkelig ikke at spekulere. Det finder vi aldrig ud af.
Handlen blev senere genoptaget, efter at Bavarian bekræftede rygterne i markedet.
- Vi fulgte normal praksis, som er en forpligtelse om at informere Nasdaq, fortæller formanden.
.\\˙ MarketWire