Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Konkurrentnyt til Coloplast, GN og Demant i ventet positiv start

29/7 08:16

Coloplast har sammen med FLSmidth fået branchenyt tirsdag morgen, mens både GN og Demant i dagens løb kan se frem til nyt fra konkurrenter.

For Coloplast-investorer kan der hentes inspiration fra britiske Convatec, der leverede vækst på tværs af sine forretningsområder i første halvår, mens FLSmidth-interesserede må tage til takke med et svagt regnskab fra japanske Komatsu.

Også Bavarian Nordic kan tiltrække opmærksomhed på ny, efter at vaccineproducenten mandag offentliggjorde et overtagelsesbud fra to kapitalfonde.

Der er lagt op til en forsigtig positiv start tirsdag. Her peger futuren for det tyske DAX-indeks op med 0,3 pct., og i USA viser futures for de toneangivende indeks plusser på 0,1-0,2 pct.

Det danske C25-indeks satte sig mandag 0,4 pct. til 1782,73 efter en indledningsvis positiv reaktion på rammeaftalen mellem EU og USA om blandt andet en told på 15 pct. på europæiske varer.

- Den første lettelse oven på handelsaftalen mellem EU og USA er blevet afløst af en lidt mere bekymret stemning. Godt nok er usikkerheden forhåbentlig blevet mindre med aftalen, men en toldsats på 15 pct. på varer fra EU til USA er set med investorernes øjne trods alt ikke noget positivt for hverken EU eller USA, skriver Jyske Banks cheføkonom Niels Rønholt i en kommentar tirsdag morgen.

KONKURRENTNYT AD LIBITUM

I fraværet af danske regnskaber kan markedsdeltagerne i stedet hente inspiration fra udlandet, hvorfra en lind strøm af konkurrenter til de danske selskaber gør status for udviklingen i det forgangne kvartal.

For Coloplast-investorerne er der nyt fra Convatec, der ligesom det danske medicoselskab laver produkter på området for stomi, kontinens og sår- og hudpleje.

Regnskabet levede ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News mere eller mindre op til forventningerne med en omsætning på 1,18 mia. dollar, som det var ventet.

I første halvår oplevede Convatec en vækst i stomiforretningen på 4,7 pct., i kontinensforretningen på 6,7 pct. og i sårplejeforretningen på 4,3 pct. Sidstnævnte er dog eksklusive produktet Innovamatrix, der ventes negativt påvirket af ændrede tilskudsregler i USA.

Coloplast offentliggør sit regnskab for det forskudte tredje kvartal 19. august.

Aktien i Coloplast steg mandag 0,6 pct. til 621,80 kr.

Både Demant og GN kan ud på eftermiddagen se frem til regnskab fra den italienske høreapparatforhandlerkæde Amplifon, der gør status for andet kvartal og første halvår. For GN's vedkommende vil aftenens regnskab fra schweiziske Logitech dog nok mere sandsynligt være udslagsgivende. De to selskaber konkurrerer begge på gamingområdet samt inden for headsets til det professionelle segment.

GN rapporterer selv for sit andet kvartal 21. august, mens Demant allerede 12. august er aktuel med sit kvartalsregnskab.

Demant faldt mandag 0,5 pct. til 278,40 kr., mens GN steg 0,3 pct. til 103,15 kr.

Mens C25-selskaberne må vente på konkurrentregnskaberne, kan investorer i FLSmidth spejde mod øst, hvor japanske Komatsu er kommet med regnskab for sit forskudte første kvartal.

Kvartalet bød på tilbagegang for den japanske mineudstyrsproducent, hvis omsætning faldt 5 pct. i perioden, mens driftsindtægterne drattede 11 pct.

FLSmidth, der mandag faldt 1,6 pct. til 396,40 kr., rapporterer først sit regnskab 20. august.

BAVARIAN STADIG I RAMPELYSET

Bavarian Nordic kan igen få opmærksomhed tirsdag, efter at vaccineproducenten mandag offentliggjorde overtagelsesbuddet fra kapitalfondene Nordic Capital og Permira.

Buddet lyder på 233 kr. per aktie, hvilket fik flere investorer - ikke mindst ATP - til at rynke på næsen. Men selskabets bestyrelsesformand, Luc Debruyne, påpegede dog over for MarketWire, at der er tale om et stærkt bud med en god præmie til investorerne.

Aktien, der torsdag steg 21 pct. til netop 233 kr., fortsatte mandag sin fremgang med et plus på 2,2 pct. til 238,20 kr. Det kan afspejle, at markedet satser på flere bud.

FRISKE KURSMÅL

Ørsted har fået sat kursmålet op til 390 kr. fra 360 kr. af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, der gentager sin positive anbefaling "overvægt".

Aktien i Ørsted faldt mandag 1,2 pct. til 318,50 kr.

Imens har Novo Nordisk fået sænket sit kursmål til 832 kr. fra 900 kr. hos DNB Carnegie. Anbefalingen er uændret "køb".

Det nye kursmål er trods sænkningen fortsat 85 pct. over den aktuelle kurs i 451,15 kr. efter et fald på 0,2 pct. mandag.

.\\˙ MarketWire