Novo Nordisk nedjusterer som følge af modvind for GLP-1-forretningen i USA
29/7 13:30
Konkurrence fra fedmekopier i USA og en langsommere end ventet udvidelse af markedet samt øget konkurrence har ført til, at Novo Nordisk nedjusterer forventningerne til 2025.
Det meddeler medicinalkæmpen tirsdag over middag.
Novo Nordisk venter nu en vækst i salget i faste valutakurser på 8-14 pct. mod tidligere ventet 13-21 pct., mens væksten i driftsindtjeningen målt på EBIT ses nå 10-16 pct. mod tidligere ventet 16-24 pct.
På grund af den svækkede dollar ses væksten i danske kr. nu 4 pct.point lavere målt på salget og 7 pct.point lavere målt på driftsindtjeningen.
LAVERE VÆKSTFORVENTNINGER FOR ANDET HALVÅR
De lavere salgsudsigter er i følge Novo Nordisk drevet af lavere vækstforventninger for andet halvår af 2025.
- Dette er relateret til lavere vækstforventninger for Wegovy på det amerikanske fedmemarked, lavere vækstforventninger for Ozempic på det amerikanske GLP-1-diabetesmarked samt lavere end forventet penetration for Wegovy på udvalgte IO-markeder, skriver medicinalkæmpen.
For fedmebehandlingen Wegovy i USA afspejler salgsudsigterne den vedvarende brug af sammensatte GLP-1'er, en langsommere end forventet markedsudvidelse og konkurrence.
Novo Nordisk henviser til, at selskabets markedsundersøgelse viser, at telesundhedsselskaber fortsætter med ulovligt at blande og markedsføre GLP-1-produkter under falsk dække af "personliggørelse".
- Novo Nordisk forfølger flere strategier, herunder retssager, for at beskytte patienter mod kopi-"semaglutid"-lægemidler, skriver Novo Nordisk med henvisning til det aktive stof i både Wegovy og Ozempic.
På grund af modvinden for Wegovy fra de sammensatte GLP-1'ere har fedmemedikamentets indtræningen i kontantkanalen været lavere end ventet, skriver Novo, der pointerer, at antallet af Wegovy-recpeter i Novocare Pharmacy, der blev lanceret i marts, beløber sig til 11.000 ugentlige recepter.
Herudover får Novo omkring 20.000 ugentlige recepter i detailkanalen.
- Inden for den forsikrede kanal afspejler salgsudsigterne, på trods af igangsættelsen af nye kommercielle aktiviteter for Wegovy i første halvdel af 2025, også en lavere end forventet penetration for Wegovy, primært på grund af langsommere markedsudvidelse og konkurrence, skriver medicinalkæmpen.
Novo Nordisk har også aflagt enkelte tal for andet kvartal, hvor salgsvæksten i lokal valuta er nået 18 pct., mens driftsindtjeningen målt på EBIT er steget med 40 pct.
.\\˙ MarketWire