Obligationer/tendens: Månedsskifte præget af vigtige nøgletal
31/7 06:59
Der er uændrede eller måske et marginalt rentefald i vente for det danske obligationsmarked på en taltung torsdag, der blandt andet byder på nyt indblik i inflationen i USA.
Det er månedsskifte, og det lægger normalt en dæmper på aktiviteten i de finansielle markeder.
- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med små rentefald, skriver økonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat torsdag morgen.
I USA endte renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation i 4,37 pct. efter en stigning på 5 basispoint.
Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,35 pct. på markedet i Tokyo, og det er en anelse under niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.
På det hjemlige marked lukkede den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,56 pct. Det var 1 basispoint højere end ved dansk markedslukning dagen før.
MASSER AF DATA
Der er et solidt antal nøgletal i kalenderen at tage stilling til torsdag.
Forbrugerpriser fra eurozonens største økonomier, Tyskland, Frankrig og Italien er første højdepunkt, der giver en retningspil for eurozonens inflation.
- Indfries investorernes forventninger om et mindre fald i inflationen ikke, kan det løfte renterne, vurderer Kim Blindbæk.
Der er også tal for eurozonens arbejdsløshed, men de afløses af data fra USA for personlig indkomst og forbrug.
Det er dog inflationsdataene i form af PCE-kerneprisdeflatoren, der vil optage sindene.
PCE-kerneprisdeflatoren er den amerikanske centralbanks vigtigste inflationsindikator, og dataene vil får stor opmærksomhed oven på onsdagens kommentarer fra centralbankchef Jerome Powell om, at Federal Reserve ser gennem fingrene med en forhøjet inflationen ved ikke at hæve renten.
PCE-kerneprisdeflatoren ventes at vise en uændret stigning på 2,7 pct.
Udover inflationsdataene er der tal for nytilmeldte ledige, mens Chicago PMI runder dagen af.
.\\˙ MarketWire