Aktiechef: Kursbelønning til danske aktier kan måske nærme sig
31/7 10:00
Måske er kursbelønningen til danske aktier ikke langt væk.
Det er troen hos aktiechef Jacob Pedersen i Sydbank.
De forestående regnskaber giver de danske selskaber muligheden for at fortælle investorerne om indtjeningseffekterne fra de nye toldmure, påpeger han.
- Er indtjeningsmodvinden beskeden, som vi venter, er investorernes kursbelønning til de danske selskaber formentlig ikke langt væk, skriver han i en kommentar til bankens månedlige publikation Aktiestrategi.
Han fremhæver, at præsident Trumps trusler om gengældelsestold, medicintold og hans modstand mod vindmøller har sat et tungt præg på afkastet på danske aktier, der selv efter et gedigent comeback ligger betydeligt under de europæiske i år.
Regnskabssæsonen, der for alvor tager fart i de kommende uger, vil være kendetegnet af, at "betydelige positive overraskelser har svære vilkår".
Overordnet vurderer aktiechefen, at prisfastsættelsen for danske aktier er billigere end længe, og handelsaftalen mellem USA og EU forbedrer sigtbarheden massivt, selv om der stadig er visse usikkerheder.
.\\˙ MarketWire