Comcast slår forventningerne efter mindre kundeflugt end frygtet
31/7 13:21
Den amerikanske internetudbyder og underholdningskoncern Comcast slog forventningerne i andet kvartal, hvor en mindre kundeflugt bidrog til både omsætning og indtjening over forventning.
Samtidig realiserede Comcast pengestrømme fra driften over analytikernes bud, mens omkostningerne i kvartalet var lavere end ventet.
- Vi leverede solide finansielle resultater i andet kvartal, hvor den justerede indtjening per aktie voksede 3 pct., og vi genererede 4,5 mia. dollar i frie pengestrømme, imens vi fortsatte med at investere i vores vækstforretning og sendte 2,9 mia. dollar tilbage til aktionærerne, siger Brian L. Roberts, der er selskabets topchef, i regnskabet.
Comcasts omsætning var i kvartalet blandt andet understøttet af selskabets forlystelsesparker. Senest indviede Comcast Epic Universe i Universal Resorts i Orlando, Florida.
Omsætningen landede i andet kvartal på 30,31 mia. dollar, mens analytikere adspurgt af Bloomberg News havde regnet med 29,8 mia. dollar.
Det justerede resultat per aktie endte på 1,25 dollar mod ventet 1,16 dollar.
I Comcasts internetforretning forsvandt der i kvartalet 226.000 kunder. Det var dog færre end frygtet, da estimatet blandt analytikerne var 260.000.
Aktien i Comcast stiger torsdag 5,9 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire