Obligationer/tendens: Rentehop i kølvandet af stigende internationale renter
1/8 07:10
Der er lagt op til rentehop på det danske obligationsmarked fredag, hvor der er fokus på både europæisk inflation og amerikansk arbejdsmarked.
De internationale renter er gået op, siden de danske handlere slukkede skærmene torsdag eftermiddag. Og det ventes at smitte af i Danmark.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation lukkede i 4,37 pct. i New York torsdag, og fredag morgen er renten 4,38 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo.
Det er 6 basispoint mere end ved danske lukketid torsdag.
Herhjemme lukkede den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,55 pct. Det var 1 basispoint lavere end ved dansk markedslukning dagen før.
VIGTIGE DATA FRA BEGGE SIDER AF ATLANTEN
Der er vigtige nøgletal i kalenderen at tage stilling til fredag.
I første omgang fokuserer investorerne på inflationsdata i form af eurozonens forbrugerpriser og ikke mindst kerneforbrugerpriserne.
Men også de tyske PMI-data for industrien og samme data for hele eurozonen vil have en vis tyngde.
Fra USA er det først og fremmest dagens arbejdsmarkedsrapport, der tiltrækker finansmarkedernes opmærksomhed.
Jobskabelsen uden for landbruget, lønudvikling og arbejdsløsheden er afgørende for det pengepolitiske beslutningsgrundlag.
- En svag rapport kan så tvivl om vækstudsigterne og føre til rentefald, mens en stærk rapport kan mindske sandsynligheden for en snarlig rentenedsættelse yderligere og dermed løfte renterne, skriver Kim Blindbæk.
Jobskabelsen ventes at være på 104.000, lønstigningerne estimeres til 3,8 pct., og arbejdsløshed let stigende til 4,2 pct.
Rapporten for følgeskab af PMI-data for industrien samt de lidt vigtigere ISM-data for industrien, mens dagens rundes af med anlægsinvesteringer og Michigan-tillidsindeks.
.\\˙ MarketWire