Mandagens aktier: Banker og medicinal i topform efter rædselsuge
4/8 17:04
Bankerne var mandag med til at trække op i det danske eliteindeks, hvor de fik følgeskab af de sønderlemmede medicinalselskaber Novo Nordisk og Zealand Pharma.
- Vi har en stabiliseringsstemning efter sidste uges voldsomme fald for Novo. I USA sluttede det også voldsomt nedad i fredags, udtaler investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen fra Saxo Bank til MarketWire med henvisning til den store nedtur, der var drevet en stærkt skuffende amerikansk jobrapport.
Investeringsstrategen ser det som naturligt, at de to medicinalaktier bliver stabiliseret efter sidste uges markante fald, og yderligere vurderer han, at investorerne nu kigger frem mod onsdagens regnskab fra Novo og torsdagens regnskab fra ærkerivalen Eli Lilly for at få nyt om konkurrencen fra kopiprodukterne.
Mandag lukkede det danske C25-indeks med en stigning på 0,8 pct. til 1649,17 efter fredagens nedtur på 1,8 pct.
NOVO OG ZEALAND LØFTES AF OPTIMISTISKE ANALYTIKERE EFTER KURSDEROUTE
Novo Nordisk havde med en stigning på 1,4 pct. til 313 kr. vind i sejlene efter det rekorstore fald på 32 pct. sidste uge, hvor aktien var presset efter en stor nedjustering og dårligt nyt fra USA.
Goldman Sachs har efterfølgende sænket sit kursmål for aktien markant til 400 kr. fra 745 kr., men samtidig gentager investeringsbanken anbefalingen "køb", da mulighederne for aktien ses som opadgående.
Investeringsbanken har kigget på Novos såkaldte "bear"- og "bull"-scenarier - scenarier, der tager udgangspunkt i bedste og værste fald for aktien. En afgørende faktor bliver blandt andet udviklingen på området for compounding - efterligninger fremstillet af selskaber som Hims & Hers, påpeges det af Goldman Sachs.
Også Zealand Pharma var med et plus på 2,0 pct. til 333,90 kr. i hopla, efter at Danske Bank har gentaget sin positive anbefaling "køb" og kursmålet på 800 kr. for aktien, der fulgte fedmekollegaen ned med et dyk på 12,6 pct. sidste uge. Det har bragt nedturen siden nytår op på over 50 pct.
- Med den nuværende aktiekurs kan investorer få Petrelintide, Zealands vigtigste aktiv, "gratis", hvilket får os til at tro, at der er et betydeligt opadgående potentiale i aktien sammenlignet med de nuværende værdiansættelsesniveauer, skriver Danske Bank.
Med helt fremme i eliteindekset var også bankerne, der fulgte en positiv udvikling for de europæiske bankaktier. Sydbank lukkede 2,9 pct. højere i 490,20 kr., og Jyske Bank steg 2,2 pct. til lukkerekorden 662,50 kr.
Yderligere kunne Dagbladet Børsen også berette, at Nordea og Danske Bank udfordrer det traditionelle danske realkreditsystem ved at tilbyde lavere renter til kreditværdige kunder, der vælger bankernes egne boliglån frem for realkreditlån.
De to banker forventer, at flere boligejere fremover vil overveje udelukkende at finansiere deres bolig gennem banken.
DEMANT I FOKUS MED LØFTET ANBEFALING
Med fremme var også Demant, der steg med 1,7 pct. til 249 kr. oven på en løftet anbefaling hos Morningstar, der har skruet op til "køb" fra "hold". Kursmålet på 290 kr. står ved magt, fremgik det sent fredag af data fra Bloomberg News.
Aktien havde en meget tung sidste uge med et samlet fald på 12,5 pct. oven på blandt andet et uhyre svagt regnskab fra den italienske forhandlerkæde Amplifon.
Weekendens kraftige regnvejr i Danmark har blot medført et begrænset antal skadeanmeldelser hos forsikringsselskaberne, lød det i hvert fald fra Tryg ifølge Ritzau.
Trygs aktie steg 1,7 pct. til 160,60 kr. Alm. Brand endte med et plus på 1,7 pct. til 18,16 kr.
.\\˙ MarketWire