Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/middag: Lille renteplus frem mod vigtige tillidstal fra USA

5/8 11:46

Der er relativt ro på det danske obligationsmarked tirsdag, hvor handlerne afventer eftermiddagens vigtige tillidsmåling for industrien i USA.

Det er den vigtige erhvervstillidsmåling fra ISM for serviceindustrien, der fremlægges klokken 16.

Frem mod offentliggørelsen ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,50 pct. Det er et enkelt basispoint over niveauet ved dansk markedslukning mandag.

ISM's serviceindeks ventes i juli at gå frem til 51,5 fra 50,8, viser estimater indsamlet blandt økonomerne ifølge Bloomberg News.

En skuffelse for ISM-indekset kan presse renterne ned, vurderer Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk i en kommentar.

- Investorerne vil følge dette ISM-indeks tæt, da servicesektoren udgør omkring 80 pct. af den amerikanske økonomi. Da indekset i juni blev opgjort til 50,8, vil et fald i juli-opgørelsen bringe indekset tæt på eller under 50. Det kan øge bekymringerne om vækstudsigterne for økonomien, skriver seniorøkonomen.

Inden da venter endelige temperaturmålinger fra indkøbscheferne i USA - ligeledes for servicesektoren - der i juli ventes uændret fra den foreløbige aflæsning på 55,2. Det vil i så fald være en fremgang fra 52,9 i juni.

Derudover ventes nyt om handelsbalancen for juni i USA klokken 14.30.

Ved middagstid er der kommet nyt om producentpriserne i eurozonen for juni, der helt som ventet steg med 0,6 pct. på årsbasis.

På månedsbasis steg producentpriserne 0,8 pct. mod ventet 0,9 pct.

.\\˙ MarketWire