Tirsdagens obligationer: Skuffende tillidsmåling blev taget i stiv arm
5/8 17:04
End ikke en overraskende svag tillidsmåling for servicesektoren kunne rokke ved renten, der dagen igennem kredsede om det samme niveau.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte i 2,50 pct. efter tidligere på dagen at være toppet i 2,52 pct. Slutrenten var 1 basispoint over niveauet ved markedslukning mandag.
Den vigtige erhvervstillidsmåling fra ISM for serviceindustrien viste en overraskende tilbagegang i juli. Umiddelbart før viste temperaturmålingen fra PMI ellers en større stigning end ventet.
ISM's serviceindeks faldt i juli til 50,1 fra 50,8, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 51,5.
Omvendt bød den endelige aflæsning af PMI-indekset for servicesektoren på en fremgang til 55,7 fra 55,2 i den foreløbige opgørelse og 52,9 måneden før. Det samlede PMI-indeks endte i juli på 55,1 mod 54,6 i den foreløbige opgørelse.
Fra eurozonen kom i dagens løb nyt om producentpriserne i eurozonen for juni, der helt som ventet steg med 0,6 pct. på årsbasis.
På månedsbasis var stigningen i producentpriserne 0,8 pct. Økonomerne havde ventet en stigning på 0,9 pct.
.\\˙ MarketWire
