Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Toldbekymringer og skuffende nøgletal gav minusdag i New York

6/8 06:32

De amerikanske aktiebørser lagde tirsdag ud med beherskede stigninger, før skuffende nøgletal for servicesektoren og nye toldmeldinger fra præsident Donald Trump fik investorerne til at ændre kurs.

Ved lukketid i New York var det brede S&P 500-indeks faldet 0,5 pct., efter at ugen mandag var blevet indledt med et solidt plus på 1,4 pct. Dow Jones-indekset faldt desuden 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset endte 0,7 pct. lavere.

Onsdag ser ud til at starte lettere positivt, idet aktiefutures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct. når markedet åbner.

Præsident Trump sagde tirsdag, at han inden for de næste uger har planer om at annoncere sin told på medicinalvarer. Der vil være tale om en lille told til at starte med, men den kan senere blive øget substantielt, lod præsidenten forstå i et interview med CNBC.

Der blev også luftet signaler om told på halvledere og computerchips.

- Dagens markedsudvikling afspejler, at investorerne blot er i pausetilstand, siger Terry Sandven, chefstrateg for aktier hos U.S. Bank Wealth Management i Minneapolis, ifølge Reuters.

Mens bagtæppet for aktier fortsat er "konstruktivt" for året, så ser han "klart nogle modvinde på kort sigt", herunder høje værdisansættelser af aktierne.

- Virkningen af told er stadig under udvikling, tilføjer han.

Tegn på opbremsning af aktiviteten i servicesektoren i USA var tirsdag også med til at vende stemningen.

Det såkaldte ISM-indeks for servicesektoren viste sig at være faldet til 50,1 i juli fra 50,8 måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 51,5. Nøgletallet var dermed endnu en streg i regningen efter fredagens slemt skuffende amerikanske jobrapport for juli.

På den positive side styrker de seneste nøgletal dog forventningerne til snarlige rentenedsættelser fra Federal Reserve, som indtil videre har afventet effekterne af Trumps toldsatser på økonomien og inflationen.

I S&P 500 tyngede it og kommunikationsservice mest med fald på 0,9 og 0,8 pct.

STØRSTE SALGSVÆKST I ET KVARTAL NOGENSINDE

It-selskabet Palantir skilte sig positivt ud med en stigning på 7,9 pct. efter et uventet stærkt regnskab, der blev offentliggjort mandag efter børslukketid.

Omsætningen steg i andet kvartal 48 pct. til mere end 1 mia. dollar, hvilket er den største salgsvækst for selskabet i et kvartal nogensinde. En "forbløffende påvirkning" fra kunstig intelligens driver ifølge selskabet fremgangen.

Regnskabet bød også på en opjustering af forventningerne til hele året, hvor der nu ventes et salg i niveauet 4,14-4,15 mia. dollar mod tidligere 3,89-3,90 mia. dollar.

Medicinalkoncernen Pfizer viste også gode takter og steg 5,1 pct. efter et solidt regnskab for andet kvartal før børsåbningen tirsdag. Også det indeholdt en opjustering af forventningerne til hele året.

Pfizer regner nu med et justeret resultat per aktie for året på 2,90-3,10 dollar mod tidligere 2,80-3,00 dollar.

- Mens vi ikke ser dagens opjustering som særligt overraskende givet de bedre end ventede regnskaber for første og andet kvartal, vil vi ikke være overraskede over yderligere "upside" til indtjeningen per aktie, som året skrider frem, skriver analytiker Chris Schott fra JPMorgan i en kommentar ifølge Bloomberg News.

VIL AFBØDE FOR TOLDPÅVIRKNING FOR MILLIARDER

Industrikoncernen Caterpillar præsenterede også tal for andet kvartal, og de skuffede en smule i forhold til analytikernes forventninger.

Resultatet per aktie var i kvartalet 4,72 dollar, men her var ventet 4,88 dollar af analytikerne ifølge Bloomberg News.

For første gang er Caterpillar kommet med et bud på, hvor hårdt selskabet ventes at blive ramt af øgede toldsatser. Påvirkningen ventes i størrelsesordenen 1,3-1,5 mia. dollar, herunder op til 500 mio. dollar i tredje kvartal.

Men det vil selskabet forsøge at kompensere for.

- Vi vil afbøde virkningen af toldsatserne. I forhold til præcis hvilke håndtag, vi skal trække i, afventer vi lidt mere klarhed, siger administrerende direktør Joe Creed på en telekonference ifølge Bloomberg News.

Aktien i Caterpillar endte 0,1 pct. højere.

Derimod faldt aktien i telesundhedsselskabet Hims & Hers med hele 12,4 pct. efter et svært andet kvartal som følge af et større indgreb mod kopiering af vægttabsmedicin.

I perioden faldt selskabets salg af vægttabsmidler, hvilket samlet førte til en omsætning under forventning. Også forventningerne til indtjeningen i tredje kvartal var under analytikernes bud.

.\\˙ MarketWire