Novos Ozempic solgte for lidt mindre end ventet i andet kvartal
6/8 08:12
Novo Nordisks primære forretningsområde, diabetesbehandling, gik frem i andet kvartal, hvor supersællerten Ozempic var i fremdrift. Udviklingen står dog i skyggen af sidste uges nedjustering fra Novo, der blandt andet henviste til lavere vækstforventninger til Ozempic i andet halvår.
Omsætningen i Novos samlede diabetesforretning steg til 51,5 mia. kr. fra 50,2 mia. kr.
Væksten drives i særdeleshed af Novos ugentlige GLP-1-analog, Ozempic. Den solgte i andet kvartal for 31,8 mia. kr. mod ventet 32,1 mia. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo inden nedjusteringen.
I samme periode sidste år solgte Ozempic for 28,9 mia. kr. Væksten var 15 pct. i lokal valuta.
Det andet store vækstlokomotiv, Rybelsus, der er tabletudgaven af Semaglutid, som også er virkemidlet i Ozempic, leverede også fremgang i kvartalet.
Rybelsus præsterede en negativ vækst i lokal valuta på 1 pct. til 5653 mio. kr. fra 5918 mio. kr. i andet kvartal året før.
Samlet voksede Novos GLP-1-salg til type 2-diabetes til 38,4 mia. kr. fra 37,1 mia. kr. i andet kvartal sidste år.
- Salgsvæksten i de amerikanske operationer blev primært drevet af en vækst i receptvolumen for GLP-1-klassen på omkring 15 pct. i andet kvartal af 2025 sammenlignet med andet kvartal af 2024, modvirket af et fald i markedsandelen. Novo Nordisks andel af de samlede månedlige recepter var 46,5 pct., mens andelen af nye recepter udgør 40,1 pct., skriver Novo i regnskabet om udviklingen i USA.
Novos salg af insulinprodukter landede i perioden på 12,7 mia. kr. mod 12,6 mia. kr. i samme periode året før. Novos insulinprodukter har længe været ramt af prispres, som har medvirket til at dæmpe væksten i den del af forretningen.
.\\˙ MarketWire