Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/lukning: Tyske regnskabsklø i afmålt marked

6/8 17:53

Der blev delt regnskabstæsk ud til de tre tyske selskaber Bayer, Beiersdorf og Zalando onsdag, hvor det brede europæiske marked samtidig var præget af en tilbageholdende stemning.

Det fælleseuropæiske indeks Stoxx 600 endte onsdag uændret.

- Markedsstemningen er fortsat skrøbelig, i takt med at investorerne vurderer den reelle indvirkning af told på lønsomheden og på forsyningskæderne. Men solide fundamentale takter i de store europæiske selskaber og håb om forestående rentenedsættelser fra Federal Reserve er med til at fastholde risikovilligheden, lyder det fra Ulrich Urbahn, chef for multi-asset strategi og forskning hos Berenberg, ifølge Bloomberg News.

KLØ TIL TYSKE AKTIER

Kemigiganten Bayer dykkede til bunds i Stoxx 600 med et minus på 9,9 pct. efter sit regnskab for andet kvartal, hvor driftsoverskuddet i pharmaforretningen skuffede, skriver Bloomberg News.

Et andet sted i Tyskland fik Beiersdorf, som står bag en række velkendte produkter inden for personlig pleje, herunder Nivea og Lab, ligeledes store regnskabsklø efter en skuffende salgsvækst drevet af en afmatning i salget af hudplejeprodukter.

Modvinden fik også selskabet til at sænke forventningerne til den organiske vækst for helåret, og det pressede aktien ned med 8,4 pct.

Også modeplatformen Zalando faldt stort med et minus på 9 pct. på trods af et ellers solidt regnskab for andet kvartal.

Den tyske tøjgigant opjusterede tirsdag forventningerne til indtjeningen i 2025, og venter nu et justeret driftsresultat på EBIT-niveau på 550-600 mio. euro mod tidligere 530-590 mio. euro. Men et kraftigt fald i frie pengestrømme, fik alligevel aktien til at falde.

Den tyske energikæmpe Siemens Energy leverede en imponerende ordrevækst på 60 pct. i det forskudte tredje kvartal, mens salgsudviklingen i vindmølleforretningen er på linje med forventningerne.

Omsætningen i vindmølleforretningen Siemens Gamesa Renewable Energy faldt med 2,5 pct. til 2,51 mia. euro i det forskudte tredje kvartal, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet et større fald til 2,47 mia. euro.

Aktien steg med små 0,2 pct.

.\\˙ MarketWire